, , ,

Hvordan ved du, om du bekymrer dig om de rigtige ting?

Jeg glemmer aldrig Lene.

Lene lærte jeg at kende, da en dygtig jobkonsulent tildelte hende et mentorforløb velvidende, at det ville kræve en lang indsats at få hende tilbage på arbejdsmarkedet. For Lene sloges med mange indre dæmoner og bekymringer om livet. Samtidig var hun hjertevarm og havde den sorteste humor.

Hendes kælenavn for mig var “hæmoriden”, for jeg var genstridigt vedholdende. 😉

Lene kæmpede med en indsats, der krævede blod, sved og tårer og pga. sin sårbarhed, slog hun sig ofte hårdt på sin omverden. Derfor fandt jeg på at lave hende en solskins-paraply, som jeg pyntede med alle regnbuens farver. Den blev fast inventar på elscooteren og virkede som et symbolsk værn for hende.

Da jeg afsluttede forløbet med Lene, havde hun lige fundet sig et fleksjob og var begyndt at glæde sig over livet igen.

Men så skete det tragiske, at hun fik en nød galt i halsen og blev kvalt. I så mange år havde hun bekymret sig om alt muligt, og så endte hun med at blive kvalt i en nød hjemme i sin stue.

Jeg tror, at Lene i dag sidder i himlen med sin sorte humor og ville ønske, at jeg viderebragte et budskab for hende. Et budskab om, at du skal bekymre dig mindre og leve mere.

For hvordan ved du alligevel, om du bekymrer dig om det rigtige?

Kærligst Charlotte (og Lene) ❤️

 

, , , , ,

Latter er den bedste terapi!

Hvor trækker man kleenex fra i regnskabet?

Spørgsmålet blev stillet i et netværk for selvstændige og fulgt op med begrundelsen – Ja, der bliver grædt meget i min klinik.

Det fik mig til at tænke over, at jeg altid glemmer at købe kleenex.

Ene og alene af den grund, at mine klienter ikke græder så meget. Måske lige i den allerførste session, hvor vi indkredser problemet, men de tårer tørres fint med toiletpapir. 😉

Faktisk er latteren langt mere udtalt i sessionerne, hvilket er medårsag til, at jeg elsker metakognitiv terapi så højt. For årsagen er jo, at vi beskæftiger os med HVORDAN fremfor HVORFOR.

Som terapeut hjælper du i overført betydning ikke klienten med at kradse i gamle sår, men med at give sårene fred og ro til at hele. Med andre ord, så bliver du ikke klientens medgrubler.

På mange måder er terapiformen derfor markant anderledes end andre behandlingsmetoder, hvor der skal tårer til. Målet for terapien er livstrivsel, mentalt overskud og robusthed.

Klienten lærer at genvinde kontrollen over sine tankestrategier og mindsker indre fokus. Og herefter kan vi begynde på de eksistentielle samtaler, der fokuserer på livsværdier og livsnydelse.

På glæde og latter fremfor mismod og tårer…

Kærligst Charlotte Hyldgaard

Metakognitiv coach

charlottehyldgaard.dk

,

Pakker du dit barn ind i vat?

I dag vil jeg gerne dele lidt af min personlige historie her på bloggen.

Vores datter fik angst, da hun var på lejrskole i 5. klasse.

En angst der i mange år satte begrænsninger op for hendes færden og påvirkede vores alles hverdag.

Vi forsøgte os med kognitiv terapi, men jo mere vi gik ind i hendes tanker, jo værre fik hun det. Efterhånden var vi havnet i en ond spiral, hvor vi utilsigtet fik pakket hende mere og mere ind i vat og bomuld.

I min desperate søgen efter hjælp, stødte jeg på metakognitiv terapi og valgte selv at tage uddannelsen til coach. Min datter nægtede pure at medvirke til mere terapi, men skridt for skridt skete der jo det, at jeg selv ændrede min tilgang til hende.

Jeg holdt op med at være hendes medgrubler og pakkede hende ud af vattet og ind i livet. Jeg ville lyve, om jeg påstod, at jeg var synderlig populær. 😉

Men forleden kom vores datter hjem fra studietur og var vokset en halv meter mentalt. Glædestrålende fortalte hun mig, hvordan hun havde klaret flyvetur, shoppingcentre og høje tårne.

Og tro mig, hun var ikke den eneste, som strålede af glæde – og usigelig lettelse.

I mine sessioner med børn og unge oplever jeg, at det er særdeles vigtigt, at forældrene lærer at forstå den metakognitive metode, så de i deres tilgang kan understøtte terapien.

Og som metafor betragtet- kan blive bedre til at pakke deres børn ud af vattet og ind i livet. 😉