“Hvad nu hvis jeg slår min familie ihjel”, “Hvad hvis jeg er pædofil”, “Tænk, hvis jeg får toget til at køre galt”, “Hvad nu hvis jeg gør noget, som får alle mine venner til at forlade mig”
Tanker kan være virkelig skræmmende.
Særligt for mennesker, der lider af OCD.
Mange tror fejlagtigt, at lidelsen kun handler om gentagne ritualer, som fx håndvask eller overdreven rengøringstrang, men ofte dominerer virkelig skræmmende tvangstanker sammen med tvangsritualer, der skal forhindre tankerne i at ske.
Når jeg møder klienter med tvangstanker i klinikken, oplever jeg tit, at det er første gang, at de tør sige deres tanker højt, fordi de er forbundet med så meget skyld og skam.
Følelsen af at være et dårligt menneske, når sådanne grimme tanker kan opstå i hovedet.
Men sandheden er, at der absolut ingen sammenhæng er mellem de skræmmende tanker, og mennesket, der sidder foran mig.
Tanker er bare tanker, uanset deres karakter.
De opstår af sig selv. Automatisk og spontant. Uden for din kontrol.
Og de kan i sig selv ikke få ting til at ske.
Men jo mere skam, der er forbundet med tankerne, og jo mere der kæmpes imod dem, jo mere har de det med at fylde.
Det er som en badebold, vi forsøger at holde under vand. Vi kan gøre det en tid ved at bruge vores kræfter på det, men når vi slipper taget, popper den alligevel op til overfladen.
I stedet skal vi arbejde med at tillade tankerne og forstå, at der ikke er en direkte vej mellem tanke og handling.
Tanker får ikke ting til at ske. Og vi har alle sammen mærkelige, tossede og negative tanker.
Hvis vi bryder tabuet og begynder at fortælle hinanden om dem, vil vi opdage, at det faktisk er ret almindeligt.
Jeg fortæller fx mine klienter, at jeg ofte, når jeg passerer en stor modkørende lastbil, får tanken: “Hvad hvis jeg kørte ud foran den?”
Men i stedet for at blive skræmt af tanken, lader jeg den bare “hænge ubesvaret”.
Så oplever jeg, at den forsvinder igen.
Tanken har været der rigtig mange gange, men jeg følger den jo ikke op med handling, og lader mig ikke anfægte af den.
I metakognitiv terapi arbejder vi netop med at tillade tanker uden at kæmpe med dem.
Måden vi gør det på er gennem en masse øvelser og ved at udfordre vores gængse overbevisninger om tanker.
Ved OCD er det min erfaring, at det er nødvendigt med professionel hjælp til at genvinde oplevelsen af kontrol over tankeprocesserne.
Har du selv oplevet tanker, der har skræmt dig?
Kærligst
Charlotte
Metakognitiv coach
Charlottehyldgaard.dk
OCD tvangstanker, metakognitiv terapi