I nogle familier blev neurodivergens aldrig genkendt, men kaldt noget forskelligt fra generation til generation…
Man sagde:
At oldefar havde ufravigelige rutiner, at man kunne stille uret efter hans færden, men forandring var svær.
At oldemor levede med angst og pillemisbrug, men også havde en malerisk fantasi og eventyrlyst.
At mormor aldrig kunne sidde stille og ofte gik rastløs omkring og redte frynserne på de ægte tæpper, med en kærlighed så stor, at den blev til bekymringer for alle dem, hun elskede og holdt af.
At morfar var en opfinder som Georg Gearløs og lappede ting og hjerter sammen med gaffa-tape, men med en energi og en hjerne, der sommetider løb løbsk.
At farbror var lun, kærlig og humoristisk, men ofte var syg og overvældet.
At kusinen var kreativ og intelligent og kunne fremtrylle sanselig kunst, men ofte følte et behov for at trække sig fra verden og fordybe sig alene.
At moderen var emotionel intelligent, at hun var en handlekraftig problemknuser, men i det skjulte brugte enorme mængder energi på at holde sammen på både sig selv og alle andre bag facaden.
At sønnen var højt begavet med evnen til at udtænke finurlige løsninger på komplekse problemer, men samtidig kom til at stille for høje krav til sig selv.
Man kaldte datteren empatisk, kunstnerisk, sensitiv, dramatisk og overtænkende, indtil den dag, man opdagede, at det handlede om noget andet.
At hendes neurotype var anderledes, og at hendes sanser registrerede verden med stor intensivitet.
Og hun fik en diagnose.
Et sted midt i alle de historier var der i generationer opbygget en grundfortælling, der nu blev brudt:
“Vi har ikke svært ved livet i den her familie. Vi skal bare tage os mere sammen.”
Noget af det mest rørende, jeg bevidner som fagperson, er at se et menneske opdage, at det, de har båret rundt på som skam hele livet, måske handlede om noget ganske andet…
En anderledes neurotype.
En anden måde at sanse, mærke og navigere i verden på.
Som pludselig giver en forklaring og et sprog for noget, der tidligere bare føltes som forkerthed. ”Og sådan er vi bare i vores familie…”
Men neurodivergens ser ikke altid ud, som folk forventer…
Nogle gange ligner det høj intelligens, kreativitet, særlig sensitivitet, en høj retfærdighedssans, intens empati og en evne til at tænke hurtigt i kaos og mærke verden dybt.
Men under overfladen kan der ligge noget dybere, som familien aldrig rigtig fik sprog for:
Overbelastning.
Maskering.
Tankemylder.
Sensorisk uro.
Mental udmattelse.
Generation efter generation får mønstrene en anden forklaring.
Fordi familier gør det bedste, de kan, med det sprog og den forståelse, de har adgang til.
Og barnet, der bliver identificeret først, bliver derfor ofte også det menneske, der bliver fanebærer for hele familiens historie.
Først der begynder fortællingerne at hænge sammen.
Årsagen til, at nogen altid trak sig fra familiefester, andre smeltede sammen under pres, at nogen havde brug for kontrol for at føle ro.
Og andre virkede “for følsomme” i en verden, der hele tiden føltes for intens…
Langsomt ændrer familiefortællingen karakter fra:
“Hvad er der galt med dig?”
til:
“Vent… har du også altid haft det sådan?”
Når det usynlige får et sprog, falder en hel families historie på plads…
Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel
