Han lænede panden mod togruden og lukkede øjnene.
Det havde været en lang dag på studiet, hans mave gjorde ondt af sult, og den stærke sol gjorde rejsen endnu mere ubekvem.
Toget var forsinket igen, og allerede fyldt, da han steg ind, og han måtte møve sig frem til en plads.
Der var for mange indtryk på én gang. Stemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. En telefon, der ringede højt uden at blive taget. En skrattende højttaler med en stemme, der beklagede forsinkelserne. En stank af sved, der gjorde det svært at ånde.
Han brugte hele turen på at holde sammen på sig selv.
Da han endelig låste sig ind ad døren derhjemme, mærkede han kroppen give slip, som om benene næsten kollapsede under ham.
Hjemme.
Endelig ro.
Men i entréen stod hans mor allerede klar.
“Hvordan er din dag gået?”
“Hvordan gik undervisningen?”
“Hvad vil du have til aftensmad?”
“Hvordan har du det?”
“Fin.”
“Godt.”
“Pasta.”
“Træt.”
Svarene kom hurtigt og direkte. Hvorefter han forsvandt op på sit værelse bag nedrullede gardiner.
Moderen stod tilbage med alle sine gode intentioner foran den lukkede dør, med en følelse af afmagt og uden at vide, hvad hun skulle stille op.
Først efter en indsigt i sønnens sansesystem ændrede det sig.
Moderen lærte, at når sønnen kom hjem efter en en lang dag, så var det med et nervesystem, der havde været på overarbejde i timevis.
Først når han kom hjem og følte sig tryg, begyndte systemet at slippe spændingen.
Det, der manglede, var plads til at lande.
Ikke flere spørgsmål, men en blød landing.
Lov til at komme stille ind ad døren. Skifte til det bløde hjemmetøj. Trække gardinerne for og dæmpe lyset, lukke verden ude. Ligge sig under tyngdedynen med katten på maven og en velkendt serie, indtil kroppen fandt ro og regulering.
Først derefter var der plads til samtale.
Da moderen begyndte at give ham den plads, ændrede deres relation sig.
Efter en pause kom sønnen ofte selv ned i stuen igen og begyndte at fortælle.
Kontakten mellem dem blev lettere.
Denne situation er genkendelig i mange hjem med neurodivergente unge.
Og her er det vigtigt at vide, at kommunikation også handler om sensorisk kapacitet, så det ikke fejltolkes, som manglende interesse, afstand eller uhøflighed.
For mange neurodivergente mennesker er en samtale en samlet bearbejdning af tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog, baggrundsstøj, sociale signaler og følelsesmæssig stemning.
Med andre ord, så kan en samtale være meget sensorisk krævende.
Og når dagen allerede har fyldt systemet med indtryk, bliver selv enkle spørgsmål en ekstra belastning.
I de øjeblikke bliver korte og direkte svar en måde at skabe luft på.
En måde at reducere kompleksitet på, indtil krop og nervesystem igen kan være med.
Samtalen kan først få plads, når kroppen har fået lov til at lande.
Når vi forstår det, ændrer perspektivet sig. Og man forstår, at direkte kommunikation ikke er et udtryk for afstandstagen, men derimod kan være en måde at bevare kontakt i et system på overarbejde.
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvorfor svaret bliver kort, men hvad der skal til for at reducere sanseoverload og skabe plads til regulering, så kroppen igen kan finde overskud nok til kontakt.
