, , , , , , ,

Når hvile ikke giver dig mere energi

Du er træt.

Så du gør det, du har lært er godt for et overbelastet nervesystem.

Du aflyser en aftale, trækker gardinerne for og går i seng med dynen trukket godt op over næsen.

Nu skal du altså hvile.

Men et par timer senere føler du dig ikke nødvendigvis mere opladet.

Tværtimod føler du dig mere … flad.

Nogle gange har et træt nervesystem brug for mindre.

Andre gange har det brug for mere af det rigtige.

Hulen og bålet

Jeg kan godt lide at tænke på restitution som en bevægelse mellem hulen og bålet.

Hulen er det sted, vi søger hen, når verden er blevet for meget.

Her kan du dæmpe lyset, lukke døren, tage hjemmetøjet på og give din krop ro. Her er der ingen spørgsmål, der skal besvares. Ingen ansigter, der skal aflæses.

Du kan sætte en velkendt serie på eller bare være i stilheden uden at blive mødt af forventninger.

For mange neurodivergente og sansefølsomme mennesker er hulen helt nødvendig.

Når hjernen dagen igennem har registreret, sorteret og forholdt sig til langt mere, end omgivelserne kan se, kan det føles som en lettelse endelig at gå i hulen.

Her får dit system mulighed for at falde til ro og lade op.

Men der findes også en anden form for restitution.

Bålet

Bålet er det, der tilfører dit nervesystem næring og ny energi.

Måske er det musik. Du sætter din yndlingssang på og spiller den på repeat. Lidt efter lidt begynder kroppen at bevæge sig til rytmen.

Efter et stykke tid mærker du trætheden lette en smule.

Du tager måske en svømmetur i havet og mærker vandet omslutte dig. For hvert svømmetag bliver hovedet klarere, mens kroppens spændinger slipper.

I en samtale med et menneske, hvor du ikke behøver at veje hvert ord, begynder latteren at boble frem. Du går derfra med ny energi.

Det kan også ske, når du bliver så opslugt af en hobby, at du glemmer tiden.

De rette sanseindtryk kan være det, der tanker dig op.

De indtryk, dit system måske har længtes efter hele dagen.

Og det kan være en vigtig forskel.

For hvis vi altid svarer på udmattelse ved at gøre livet mindre og trække os, kan vi komme til at fjerne både det, der belaster os, og det, der giver os energi.

Når “jeg er træt” kan betyde to forskellige ting

Nogle dage betyder trætheden:

Jeg har fået for meget. Jeg skal ind i hulen.

Andre dage betyder den:

Jeg har fået for lidt af det, der tanker mig op. Jeg skal hen til bålet.

Begge behov kan sagtens eksistere på samme dag.

Måske har du først brug for en time alene med lukket dør. Senere mærker du en lille impuls til at rejse dig. Kroppen kalder på bevægelse.

Du sætter din yndlingsplayliste i ørerne og går en rask tur. Vinden rammer kinderne, og benene finder en god rytme.

Når du kommer hjem, er du stadig træt, men på en behagelig måde.

God energiforvaltning handler derfor både om at kunne skærme sig og om at lære sin egen rytme mellem hulen og bålet at kende.

Prøv at undersøge din egen rytme

Næste gang du mærker trætheden, så vent et øjeblik, før du automatisk går i hvilemodus.

Mærk efter og spørg dig selv:

Har jeg fået for meget, eller har jeg fået for lidt af de rigtige sanseinput?

Lav derefter to små lister.

Min hule

Hvad hjælper mit system, når jeg virkelig har brug for at lukke døren til verden og komme ned i gear?

Mit bål

Hvad nærer mig og giver mig ny energi?

Læg især mærke til, hvordan du har det bagefter.

Se efter det, der efterlader dig med mere overskud. Selv når det kræver lidt at komme af sted, kan du få noget værdifuldt med hjem.

Det er dét, du er på jagt efter.

Med tiden kan du blive bedre til at mærke:

Har jeg brug for hulen lige nu, eller trænger jeg faktisk til at gå hen til bålet?

Kærlige sansehilsner

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sanse- og hverdagstrivsel for neurodivergente

Ps. Er du nysgerrig på, hvad der er hule, og hvad der er bål for netop dig?

En sanseprofil eller en sansetrivselssamtale kan gøre det tydeligere, hvilke sanseindtryk der dræner dit system, og hvad der hjælper dig med at finde ro og fornyet energi.

Du er velkommen til at booke en gratis afklarende samtale på Charlottehyldgaard.dk og høre nærmere.

 

, , , , , ,

Når nervesystemet er på overarbejde

Han lænede panden mod togruden og lukkede øjnene.
 
Det havde været en lang dag på studiet, hans mave gjorde ondt af sult, og  den stærke sol gjorde rejsen endnu mere ubekvem.
 
Toget var forsinket igen, og allerede fyldt, da han steg ind, og han måtte møve sig frem til en plads.
 
Der var for mange indtryk på én gang. Stemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. En telefon, der ringede højt uden at blive taget. En skrattende højttaler med en stemme, der beklagede forsinkelserne. En stank af sved, der gjorde det svært at ånde.
 
Han brugte hele turen på at holde sammen på sig selv.
 
Da han endelig låste sig ind ad døren derhjemme, mærkede han kroppen give slip, som om benene næsten kollapsede under ham.
 
Hjemme.
 
Endelig ro.
 
Men i entréen stod hans mor allerede klar.
 
“Hvordan er din dag gået?”
 
“Hvordan gik undervisningen?”
 
“Hvad vil du have til aftensmad?”
 
“Hvordan har du det?”
 
“Fin.”
 
“Godt.”
 
“Pasta.”
 
“Træt.”
 
Svarene kom hurtigt og direkte. Hvorefter han forsvandt op på sit værelse bag nedrullede gardiner.
 
Moderen stod tilbage med alle sine gode intentioner foran den lukkede dør, med en følelse af afmagt og uden at vide, hvad hun skulle stille op.
 
Først efter en indsigt i sønnens sansesystem ændrede det sig.
 
Moderen lærte, at når sønnen kom hjem efter en en lang dag, så var det med et nervesystem, der havde været på overarbejde i timevis.
 
Først når han kom hjem og følte sig tryg, begyndte systemet at slippe spændingen.
 
Det, der manglede, var plads til at lande.
 
Ikke flere spørgsmål, men en blød landing.
 
Lov til at komme stille ind ad døren. Skifte til det bløde hjemmetøj. Trække gardinerne for og dæmpe lyset, lukke verden ude. Ligge sig under tyngdedynen med katten på maven og en velkendt serie, indtil kroppen fandt ro og regulering.
 
Først derefter var der plads til samtale.
 
Da moderen begyndte at give ham den plads, ændrede deres relation sig.
Efter en pause kom sønnen ofte selv ned i stuen igen og begyndte at fortælle.
Kontakten mellem dem blev lettere.
 
Denne situation er genkendelig i mange hjem med neurodivergente unge.
Og her er det vigtigt  at vide, at kommunikation også handler om sensorisk kapacitet, så det ikke fejltolkes, som manglende interesse, afstand eller uhøflighed.
For mange neurodivergente mennesker er en samtale en samlet bearbejdning af tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog, baggrundsstøj, sociale signaler og følelsesmæssig stemning.
Med andre ord, så kan en samtale være meget sensorisk krævende.
Og når dagen allerede har fyldt systemet med indtryk, bliver selv enkle spørgsmål en ekstra belastning.
 
I de øjeblikke bliver korte og direkte svar en måde at skabe luft på.
En måde at reducere kompleksitet på, indtil krop og nervesystem igen kan være med.
 
Samtalen kan først få plads, når kroppen har fået lov til at lande.
 
Når vi forstår det, ændrer perspektivet sig. Og man forstår, at direkte kommunikation ikke er et udtryk for afstandstagen, men derimod kan være en måde at bevare kontakt i et system på overarbejde.
 
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvorfor svaret bliver kort, men hvad der skal til for at reducere sanseoverload og skabe plads til regulering, så kroppen igen kan finde overskud nok til kontakt.
 
, , , , ,

Neurodivergens i familier

I nogle familier blev neurodivergens aldrig genkendt, men kaldt noget forskelligt fra generation til generation…

Man sagde:

At oldefar havde ufravigelige rutiner, at man kunne stille uret efter hans færden, men forandring var svær.

At oldemor levede med angst og pillemisbrug, men også havde en malerisk fantasi og eventyrlyst.

At mormor aldrig kunne sidde stille og ofte gik rastløs omkring og redte frynserne på de ægte tæpper, med en kærlighed så stor, at den blev til bekymringer for alle dem, hun elskede og holdt af.

At morfar var en opfinder som Georg Gearløs og lappede ting og hjerter sammen med gaffa-tape, men med en energi og en hjerne, der sommetider løb løbsk.

At farbror var lun, kærlig og humoristisk, men ofte var syg og overvældet.

At kusinen var kreativ og intelligent og kunne fremtrylle sanselig kunst, men ofte følte et behov for at trække sig fra verden og fordybe sig alene.

At moderen var emotionel intelligent, at hun var en handlekraftig problemknuser, men i det skjulte brugte enorme mængder energi på at holde sammen på både sig selv og alle andre bag facaden.

At sønnen var højt begavet med evnen til at udtænke finurlige løsninger på komplekse problemer, men samtidig kom til at stille for høje krav til sig selv.

Man kaldte datteren empatisk, kunstnerisk, sensitiv, dramatisk og overtænkende, indtil den dag, man opdagede, at det handlede om noget andet.

At hendes neurotype var anderledes, og at hendes sanser registrerede verden med stor intensivitet.

Og hun fik en diagnose.

Et sted midt i alle de historier var der i generationer opbygget en grundfortælling, der nu blev brudt:

“Vi har ikke svært ved livet i den her familie. Vi skal bare tage os mere sammen.”

Noget af det mest rørende, jeg bevidner som fagperson, er at se et menneske opdage, at det, de har båret rundt på som skam hele livet, måske handlede om noget ganske andet…

En anderledes neurotype.

En anden måde at sanse, mærke og navigere i verden på.

Som pludselig giver en forklaring og et sprog for noget, der tidligere bare føltes som forkerthed. ”Og sådan er vi bare i vores familie…”

Men neurodivergens ser ikke altid ud, som folk forventer…

Nogle gange ligner det høj intelligens, kreativitet, særlig sensitivitet, en høj retfærdighedssans, intens empati og en evne til at tænke hurtigt i kaos og mærke verden dybt.

Men under overfladen kan der ligge noget dybere, som familien aldrig rigtig fik sprog for:

Overbelastning.

Maskering.

Tankemylder.

Sensorisk uro.

Mental udmattelse.

Generation efter generation får mønstrene en anden forklaring.

Fordi familier gør det bedste, de kan, med det sprog og den forståelse, de har adgang til.

Og barnet, der bliver identificeret først, bliver derfor ofte også det menneske, der bliver fanebærer for hele familiens historie.

Først der begynder fortællingerne at hænge sammen.

Årsagen til, at nogen altid trak sig fra familiefester, andre smeltede sammen under pres, at nogen havde brug for kontrol for at føle ro.

Og andre virkede “for følsomme” i en verden, der hele tiden føltes for intens…

Langsomt ændrer familiefortællingen karakter fra:

“Hvad er der galt med dig?”

til:

“Vent… har du også altid haft det sådan?”

Når det usynlige får et sprog, falder en hel families historie på plads…

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

, , , ,

Drænes du af sanseindtryk? Måske er du en fravælger…

Giver frokostpausen dig energi – eller dræner den dig?

Spørgsmålet kom op i en sansetrivselssamtale.

Svaret kom prompte:

 

“Frokosten er en pligt. En del af arbejdet. Og helt ærligt, hvis jeg kan vælge den fra, så gør jeg det. Ofte med en undskyldning om, at jeg har travlt. Så spiser jeg ved mit skrivebord.”

 

Hendes sanseprofil pegede tydeligt på, at hun er en fravælger.

Fravælgeren har en lav tærskel for sanseindtryk. Forestil dig et sansefilter med store masker: Der skal ikke meget til, før lyd, lys og samtale bliver for meget.

 

Det, der for nogle opleves som hyggeligt og energigivende, bliver hurtigt belastende for fravælgeren.

 

Hvor andre kolleger henter overskud i fællesskab og samtale, lader fravælgeren op i ro, forudsigelighed og fravær af sociale krav.

 

Det er sjældent de vilkår, frokostpausen tilbyder på de fleste arbejdspladser, hvor pausen ofte er en støjende palet af sanseindtryk.

 

Når arbejdspladsen anerkender forskelligheder og tilegner sig viden om sanseprofiler og sanseforståelse, kan fokus flyttes fra “one size fits all” til funktionelle pauser, der rent faktisk virker.

 

For fravælgeren betyder det mulighed for at vælge frit, med god samvittighed og uden forklaringer. For eksempel at kunne:

 

✔️Deltage i frokosten kortvarigt og derefter trække sig

✔️Gå en tur alene som en del af frokostpausen

✔️Opholde sig i en stillezone uden forventning om samtale

✔️Holde frokost for sig selv uden at skulle forklare hvorfor

 

Det handler ikke om ikke at gide fællesskabet eller mangel på engagement.

Det handler om sansetrivsel og individuelle behov…

 

Kender du en fravælger – eller kan du genkende behovet hos dig selv?

 

Kærlige sansehilsner

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

 

Kilde: Winnie Dunn, Sensory Profile

llustration: Christina Glob

 

, , , , , , , ,

Hvordan ser din energibalance ud?

Føler du dig ofte energiforladt og træt?

Så kan du prøve at forestille dig dine daglige og ugentlige aktiviteter som farverne i en lyskurv:
🔴De røde aktiviteter dræner mest. De kræver mange kræfter, stiller høje krav til dine sanser og efterlader dig måske udmattet.
🟡De gule aktiviteter kræver stadig energi, men i mindre grad. Her er det ofte mængden, der afgør, om du bliver overbelastet.
🟢De grønne aktiviteter er dem, der giver energi. De føles trygge, genkendelige og hjælper dig med at genoplade.
Når du bliver bevidst om, hvilke farver dine aktiviteter har, kan du planlægge din dag og uge mere balanceret.
En dag med mange røde og gule aktiviteter kræver fx grønne pauser, så du ikke løber tør for energi. Og en grøn aktivitet kan godt være at tage en lur.😉
Husk, at vi ikke har ens lyskurve. Det, der er grønt for én, kan være rødt for en anden, afhængig af din sanseprofil og din neurotype.
Nøglen er at finde din personlige energibalance: den rytme, hvor du både kan yde og restituere uden at tømme dit batteri.
Så der bliver overskud til både hverdagens opgaver og livets glæder. 🌱
Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut & Metakognitiv Coach med speciale i sansetrivsel og tankero
Du kan læse mere om energiforvaltning her: https://charlottehyldgaard.dk/energiforvaltning/
Mail@charlottehyldgaard.dk
21435134
, , , , , ,

Stimming er selvomsorg

Stimming er selvomsorg 🥰

Stimming (eller selvstimulerende adfærd) er noget, vi alle gør i en eller anden grad, men for krøllede hjerner med sensorisk følsomhed er det ikke bare en vane, det er nødvendigt.

Det bruges som en måde at selvregulere på, særligt i situationer med angst, sensorisk overbelastning eller følelsesmæssig uro.

Eksempler på stimming kan være at:

💚Køre fingrene over et perlearmbånd
💚Røre ved en blød sten
💚Kigge på en lavalampe
💚Vugge i en gyngestol
💚Trippe let med fødderne
💚Klikke med en kuglepen
💚️Knipse eller knække med fingrene
💚Lytte til den samme sang igen og igen
💚Nulre håret
💚Bruge en fidget toy
💚Stirre på lys, bevægelse eller gentagende mønstre
💚Gentage ord eller lyde for sig selv

Alt det er stimming.
Det er regulering og en måde at skabe ro i krop og sind.
Med andre ord – nervesystemets genvej til beroligelse.
Og det skal ikke stoppes, men tillades. 🥰

For når verden larmer, både udenpå og indeni, kan stimming virke som et anker.
En kærlig, sanselig påmindelse, om: “Jeg er her, og jeg passer på mig selv”.

Kunne du have brug for sparring på, hvad der ellers kan hjælpe dit (eller dit barns) nervesystem med at finde mere ro?

Så er du velkommen til at booke en gratis retningssamtale.

Kærligst

Charlotte

Ergoterapeut & Metakognitiv coach

Speciale i angst, sanser, overtænkning & autisme

(Billede fra malebogen Neuro Spicy)

, , , , , , , ,

3 kærlige råd til trætte autismemødre

Hun troede egentlig, det ville blive lettere med årene.

Ikke ubesværet, selvfølgelig. Det havde hun aldrig turdet håbe på. Men bare lidt mere overskueligt. Hun var mor til to skønne børn, som begge var neurodivergente.

Hun havde elsket, støttet og kæmpet for dem, siden de var små. Først med en fornemmelse af, at noget var anderledes, siden for at få en udredning og en diagnose. Hun havde navigeret igennem systemet, lært alt, hvad der var at vide om neurodivergens og kæmpet kampe, der ikke burde have været hendes.

Hun havde mærket børnenes uro og mistrivsel længe før, før de selv kunne sætte ord på den.

Men dengang var der i det mindste en rytme. Institutionslivet, hverdagslogistikken, andre voksne omkring dem. Hendes rolle var tydelig. Slidsom, men håndgribelig.

Men nu, hvor de er blevet teenagere, var det, som om alt var blevet endnu mere komplekst og svært at håndtere.

Børnene fik ikke længere så mange nedsmeltninger over en larmende støvsuger eller et brud på en rytme.
Nu var det det sociale, der fyldte.
Og en skole, som ikke forstod, at de ikke var dovne og på tværs. Der var sygemeldinger, ufrivilligt fravær.
Unge fællesskaber, som kræver maskering og koder, de ikke kan knække.
Og følelsen af at være forkert, hele tiden. Og oveni dette kom de tilstødende diagnoser: selvskade, depression, ocd, spiseforstyrrelse.

Hun forsøgte stadig at være deres trygge base. Men nu var det, som om de ikke længere ville have hendes hjælp. Ikke åbent i hvert fald. De afviste, blev vrede, trak sig. Og alligevel brugte de hende hele tiden. Som lynafleder. Som livline. Som konstant tilgængelig nødplan. Lånte hendes nervesystem at regulere sig på.

Nu sad hun der i stolen foran mig, og var træt. Helt ind i knoglerne, i sit inderste.

Ja, hun kendte alle strategierne, havde læst bøgerne, været på kurserne.
Men intet af det beskyttede jo mod det daglige slid af at ville støtte og ikke blive lukket ind.
At være limen i noget, der hele tiden var ved at gå i opløsning.

Og ingen spurgte længere, hvordan hun havde det. Kun til børnenes alder, og hun kunne mærke, at de tænkte, nu må de vel snart kunne klare sig uden støtte.

Men sandheden var, at det bare blev sværere. Og hun var hudløs, udmattet og stresset.

Denne fortælling er skrevet til de trætte mødre, der sidder foran mig til støttende samtaler. For det er deres fælles historie, jeg forsøger at give stemme. Og måske genkender du den.

Hvis du gør, så vid, at jeg ser dig. At jeg genkender.

Og at jeg ved, hvor svært det er, og hvor lidt overskud der ofte er til dig selv.

Her får du alligevel tre små kærlige råd, du måske kan gribe til for at regulere dit eget nervesystem en smule:

Tre selvkærlige råd til et overbelastet nervesystem:

1. Find et anker i din vejrtrækning
Læg en hånd på maven og træk vejret dybt ind gennem næsen, mens du tæller til tre. Pust ud gennem munden, mens du tæller til fire. Bare et par minutter kan gøre en forskel.

2. Skab en lille sansestund for dig selv
En kop te i stilhed. En gåtur alene. God musik i høretelefonerne. En samtale med en, du stoler på. Det vigtigste er ikke, hvad du gør, men at du gør det for for at nære dig selv.

3. Tal venligt til dig selv
Når tanken kommer: “Hvorfor kan jeg ikke mere?”
Så svar den indre stemme med omsorg: “Fordi jeg har båret så meget i så lang tid. Og det er okay.”

Du må gerne være træt.
Du må gerne føle dig udmattet.
Og du må godt tage dig af dig selv, uden at det betyder, at du giver op på dine børn.

Det er ikke egoisme. Det er nødvendighed. For at du ikke knækker.

Du gør det godt.

Kærlige hilsner

Charlotte

Ergoterapeut og Autismementor

, , , , , ,

Hvad er en sanseprofil, og hvad kan den gøre for dig?

Hvad er en sanseprofil,og hvad kan den gøre for dig?

En sanseprofil er en detaljeret kortlægning af netop dine sanser – hvor meget du reagerer på fx lyd, lys, berøring, smag, lugt og bevægelse. Den bygger på en valideret test og samtale, hvor jeg blandt andet spørger ind til:

  • Hvilke sanseindtryk der trigger dig

  • Om du søger stimuli eller trækker dig fra dem

  • Hvad der får dig til at føle ro eller uro

Det får du med en sanseprofil:

  1. En skriftlig rapport
    Som forklarer dine unikke sansemønstre og gør dig bevidst om, hvilke sansestimuli, der overstimulerer dig, og hvilke der kan give dig sansenydelse.

  2. En personlig sansediæt
    Konkrete anbefalinger og forslag til, hvad der specifikt kan bidrage i din situation, tilpasset din unikke profil. Det kan være forslag til tyngdeprodukter, høretelefoner, bevægelse, særlig hensyn i dit arbejdsliv, stressreducerende tiltag.

  3. Guidet tilbagemelding
    Samtale (online eller fysisk), hvor du får overbragt resultatet af din sanseprofil og får gennemgået sansediæten, og vi aftaler, hvor du kan starte.

En sanseprofil kan give dig:

  • Bedre selvforståelse

  • Evnen til at forudse og undgå overstimulering

  • Mere overskud og trivsel i hverdagen

Som Mette forklarer det her:

Det var en øjenåbner i den forstand og jeg fik bekræftet at mange af de ting jeg instinktivt søger eller har lyst til, har en god effekt på mine sanser. Sansediæten hjalp mig med at begynde at handle på det.

Helt konkret betyder det at der er ting jeg har haft lyst til at gøre, men bare ikke har prioriteret, som jeg er begyndt at gøre, fordi jeg nu ved at det faktisk har en stor betydning for min mentale og fysiske trivsel. fx. strækøvelser, stilhed, varme bade, ændret lyset i min bolig. Er begyndt at tænke på det som selvkærlighed og basale behov.

Hvis du er nysgerrrig efter at høre mere om sanseprofiler, er du altid velkommen til at booke en gratis retningssamtale.

 

Kærligst

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut og Metakognitiv coach med speciale i sanser og neurodivergens.

, , , , , , ,

Er du sansestærk (særlig sensitiv / sensorisk følsom)?

Er du sansestærk?

Du går ind i et rum og mærker stemningen med det samme.
Lydene, lyset, lugtene, folks humør, det hele lander direkte i dig, uden filter.
Du forsøger at tilpasse dig, men bliver hurtigt træt.
Og bagefter tænker du:

“Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvorfor er det hele for meget?”

Du føler dig sart. Overfølsom. Måske endda forkert.

Og er måske også blevet kaldt sart i gennem dit liv…

Men det er du ikke, du er snarere sansestærk. (også kaldet særlig sensitiv eller sensorisk følsom)

Hvad betyder det at være sansestærk?

At være sansestærk betyder, at dit nervesystem bearbejder sanseindtryk mere intenst og nuanceret end andre mennesker.

Du opfanger detaljer og stemninger, som andre slet ikke lægger mærke til,  og det gør en forskel i hverdagen:

  • Du bliver nemt overstimuleret, især ved mange lyde, indtryk, krav og sociale interaktioner

  • Du bruger meget energi på at tilpasse dig andres behov

  • Du føler dig hurtigt overvældet eller sart

  • Du kan være ekstremt følsom over for kritik, stemninger eller uro

Det er ikke et svaghedstegn, blot et tegn på et anderledes sansesystem, som ofte ses i forbindelse med neurodivergente neurotyper.

For ikke at brænde ud, kræver det, at du lærer at forstå og støtte dit system, frem for at prøve at tilpasse dig og bebrejde dig selv.

 Typiske tegn på sansestyrke og overstimulering

  • Du bliver hurtigt drænet efter sociale sammenhænge

  • Du føler, at du skal tage hensyn til alle  hele tiden

  • Du kan føle dig “overansvarlig” og aldrig nok

  • Du har brug for mere ro og flere pauser, men giver dig sjældent lov

  • Du har lært at overpræstere og passe ind, måske bære en maske, men ender med at kollapse bagefter

Hvis du kan genkende dig selv i flere af de her udsagn, så er du hverken alene eller forkert.

Men du er sansestærk og har brug for en anden rytme, energiforvaltning og forståelse i dit liv.

Hvad kan du gøre, når du føler dig overstimuleret og forkert?

1. Forstå dine sanser gennem en sanseprofil

Når du ved, hvad der særligt trigger dig, kan du skabe pauser, før det vælter. Og du kan skærme de sanser, som er særligt udfordret. Et sansesystem, der respekteres, bliver mindre overbelastet.

2. Justér dine rammer

Lys, lyd, stemninger og pauser i din hverdag har kæmpe betydning, og du kan gennem bevidstheden om din særlige sanseprofil, designe et liv, som passer til dig, så du ikke drænes. Helt konkret kan du få udarbejdet en sansediæt, som er konkrete vejledninger og strategier udarbejdet nøjagtig til dit unikke sansesystem.

3. Tal med én, der forstår

Det gør en verden til forskel at blive mødt med forståelse og validering og en forklaring på, hvorfor du reagerer anderledes end andre.

Book en retningssamtale om sansestyrke og sensitivitet

Jeg tilbyder en kort og tryg retningssamtale, hvor vi snakker om dine oplevelser og udfordringer.
Du bliver vejledt i, hvordan du kan få støtte til at opnå mere sansetrivsel og ro i din hverdag, og får en ide til dit første skridt.

Pris: Gratis
Varighed: ca 20 min.
Telefonisk, jeg ringer dig op.

Book din retningssamtale her

Du er ikke sart. Du er sansestærk.

Og det kræver ikke, at du laver dig selv om, men at du begynder at stå ved, hvem du er.

Kærligst


Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut og metakognitiv coach med speciale i sansestyrke, sanseprofiler og neurodivergens

, , , , , , , , ,

Hvordan metakognitiv terapi og sanseviden kan hjælpe dig med at få ro

Når tanker og krop arbejder sammen, vil du opleve mental ro og sansetrivsel

Måske kender du det?

Bekymringstankerne løber af sted, og kroppen følger trop.

Uroen i kroppen forværrer tankerne, som gør kroppen endnu mere urolig.

Og du får skabt en spiral, der kan være svær at bryde.

Men hvad nu hvis du, i stedet for at forsøge at kontrollere tankerne, kunne lære ikke at give dem opmærksomhed.

Hvis du havde strategier til at slippe overtænkning og samtidig vidste, hvordan du kunne berolige dit nervesystem gennem dine sanser?

Metakognitiv terapi handler om at lære, at tanker ikke behøver at styres eller kontrolleres.

De må gerne være der, uden at vi hele tiden skal analysere, forstå eller kæmpe med dem.

Når vi kombinerer den metakognitive tilgang med sanselig selvomsorg, opstår en synergieffekt:

  • Når du ikke giver de negative tanker for meget opmærksomhed, falder det mentale pres.

  • Når du beroliger kroppen gennem sanserne, falder intensiteten i nervesystemet.

  • Når begge dele får plads, bliver der skabt et rum til at være uden at skulle ændre noget.

Det er her forandring begynder, ikke i et ønske om at fjerne noget, men i at lære at stå med det, der er. Uden at forstørre det. Men i stedet møde det med ro. Med selvforforståelse. Med respekt for dine unikke mønstre.

Vil du opleve, hvordan metakognitiv terapi og sanseforståelse kan give mening for dig?

Du er meget velkommen til at booke en gratis afklarende samtale , hvor vi sammen finder ud af, hvad der kan støtte dig bedst.