Det skete for mig i går, midt under at min datter og jeg så “Toppen af poppen”.
Helt vanemæssigt begyndte jeg at kommentere positivt på deltagernes udseende.
“Se lige hendes frisure, hvor er den pæn!”, “Wow nogle flotte tænder!”
Min datter fangede min dialog. Eller rettere, det der foregik inden i mig.
For jeg var lige ved at køre med “sammenligningstoget”.
Et af de tanketoge, som ikke tager dig et godt sted hen.
For på vognene lige efter mine rosende ord, har jeg for vane at bygge negative tanker.
“Måske burde jeg blive klippet og få en helt ny frisure?!”, “Burde jeg få porcelænskroner?!”
Der er intet usædvanligt ved den vane.
De fleste af os vil af og til stige på negative tanketoge og køre afsted med dem. Oftest trigget af en situation, der vækker noget i os, som vi har været udfordret af gennem livet. For mit vedkommende et negativt selvbillede.
Efterhånden har jeg lært at fange min negative dialog og stige af tanketoget, så jeg ikke opretholder og forværrer mit negative selvbillede.
I går fangede min datter dog dialogen hurtigere end jeg selv gjorde.
Hun sagde: “Mor, jeg tror ikke, at vi skal sammenligne os selv negativt med andre”
Med den ene sætning fik hun både hjulpet mig af toget og gjort mig umådelig stolt. For hun har allerede meget mere selvindsigt, end jeg havde i hendes alder og er et kærligt spejl.
Første skridt i at bryde vores indøvede negative vaner er altid bevidstheden om det, og lige netop her kan vi være blinde og har brug for at få sat kærlige spejle op af andre mennesker. En datter, en ven, en partner, en coach…
Samtidig med, at vi husker på selvkærlighedens omsorg og omfavner den yngre version af os, som engang blev såret og fik grundlagt et negativt selvbillede.
Kærligst
Charlotte
