Hun troede egentlig, det ville blive lettere med årene.

Ikke ubesværet, selvfølgelig. Det havde hun aldrig turdet håbe på. Men bare lidt mere overskueligt. Hun var mor til to skønne børn, som begge var neurodivergente.

Hun havde elsket, støttet og kæmpet for dem, siden de var små. Først med en fornemmelse af, at noget var anderledes, siden for at få en udredning og en diagnose. Hun havde navigeret igennem systemet, lært alt, hvad der var at vide om neurodivergens og kæmpet kampe, der ikke burde have været hendes.

Hun havde mærket børnenes uro og mistrivsel længe før, før de selv kunne sætte ord på den.

Men dengang var der i det mindste en rytme. Institutionslivet, hverdagslogistikken, andre voksne omkring dem. Hendes rolle var tydelig. Slidsom, men håndgribelig.

Men nu, hvor de er blevet teenagere, var det, som om alt var blevet endnu mere komplekst og svært at håndtere.

Børnene fik ikke længere så mange nedsmeltninger over en larmende støvsuger eller et brud på en rytme.
Nu var det det sociale, der fyldte.
Og en skole, som ikke forstod, at de ikke var dovne og på tværs. Der var sygemeldinger, ufrivilligt fravær.
Unge fællesskaber, som kræver maskering og koder, de ikke kan knække.
Og følelsen af at være forkert, hele tiden. Og oveni dette kom de tilstødende diagnoser: selvskade, depression, ocd, spiseforstyrrelse.

Hun forsøgte stadig at være deres trygge base. Men nu var det, som om de ikke længere ville have hendes hjælp. Ikke åbent i hvert fald. De afviste, blev vrede, trak sig. Og alligevel brugte de hende hele tiden. Som lynafleder. Som livline. Som konstant tilgængelig nødplan. Lånte hendes nervesystem at regulere sig på.

Nu sad hun der i stolen foran mig, og var træt. Ikke bare fysisk, men i sit inderste. Ja, hun kendte alle strategierne, havde læst bøgerne, været på kurserne.
Men intet af det beskyttede jo mod det daglige slid af at ville støtte og ikke blive lukket ind.
At være limen i noget, der hele tiden var ved at gå i opløsning.

Og ingen spurgte længere, hvordan hun havde det. Kun til børnenes alder, og hun kunne mærke, at de tænkte, nu må de vel snart kunne klare sig uden støtte.

Men sandheden var, at det bare blev sværere. Og hun var hudløs, udmattet og stresset.

Denne fortælling er skrevet til de trætte mødre, der sidder foran mig til støttende samtaler. For det er deres fælles historie, jeg forsøger at give stemme. Og måske genkender du den.

Hvis du gør, så vid, at jeg ser dig. At jeg genkender.

Og at jeg ved, hvor svært det er, og hvor lidt overskud der ofte er til dig selv.

Her får du alligevel tre små kærlige råd, du måske kan gribe til for at regulere dit eget nervesystem en smule:

1. Find et anker i din vejrtrækning
Læg en hånd på maven og træk vejret dybt ind gennem næsen, mens du tæller til tre. Pust ud gennem munden, mens du tæller til fire. Bare et par minutter kan gøre en forskel.

2. Skab en lille sansestund for dig selv
En kop te i stilhed. En gåtur alene. God musik i høretelefonerne. En samtale med en, du stoler på. Det vigtigste er ikke, hvad du gør, men at du gør det for for at nære dig selv.

3. Tal venligt til dig selv
Når tanken kommer: “Hvorfor kan jeg ikke mere?”
Så svar den indre stemme med omsorg: “Fordi jeg har båret så meget i så lang tid. Og det er okay.”

Du må gerne være træt.
Du må gerne føle dig udmattet.
Og du må godt tage dig af dig selv, uden at det betyder, at du giver op på dine børn.

Det er ikke egoisme. Det er nødvendighed. For at du ikke knækker.

Du gør det godt.

Kærlige hilsner

Charlotte

Ergoterapeut og Metakognitiv coach med speciale i sanser og neurodivergens