Tag Archive for: neurodivergent

Du er træt.

Så du gør det, du har lært er godt for et overbelastet nervesystem.

Du aflyser en aftale, trækker gardinerne for og går i seng med dynen trukket godt op over næsen.

Nu skal du altså hvile.

Men et par timer senere føler du dig ikke nødvendigvis mere opladet.

Tværtimod føler du dig mere … flad.

Nogle gange har et træt nervesystem brug for mindre.

Andre gange har det brug for mere af det rigtige.

Hulen og bålet

Jeg kan godt lide at tænke på restitution som en bevægelse mellem hulen og bålet.

Hulen er det sted, vi søger hen, når verden er blevet for meget.

Her kan du dæmpe lyset, lukke døren, tage hjemmetøjet på og give din krop ro. Her er der ingen spørgsmål, der skal besvares. Ingen ansigter, der skal aflæses.

Du kan sætte en velkendt serie på eller bare være i stilheden uden at blive mødt af forventninger.

For mange neurodivergente og sansefølsomme mennesker er hulen helt nødvendig.

Når hjernen dagen igennem har registreret, sorteret og forholdt sig til langt mere, end omgivelserne kan se, kan det føles som en lettelse endelig at gå i hulen.

Her får dit system mulighed for at falde til ro og lade op.

Men der findes også en anden form for restitution.

Bålet

Bålet er det, der tilfører dit nervesystem næring og ny energi.

Måske er det musik. Du sætter din yndlingssang på og spiller den på repeat. Lidt efter lidt begynder kroppen at bevæge sig til rytmen.

Efter et stykke tid mærker du trætheden lette en smule.

Du tager måske en svømmetur i havet og mærker vandet omslutte dig. For hvert svømmetag bliver hovedet klarere, mens kroppens spændinger slipper.

I en samtale med et menneske, hvor du ikke behøver at veje hvert ord, begynder latteren at boble frem. Du går derfra med ny energi.

Det kan også ske, når du bliver så opslugt af en hobby, at du glemmer tiden.

De rette sanseindtryk kan være det, der tanker dig op.

De indtryk, dit system måske har længtes efter hele dagen.

Og det kan være en vigtig forskel.

For hvis vi altid svarer på udmattelse ved at gøre livet mindre og trække os, kan vi komme til at fjerne både det, der belaster os, og det, der giver os energi.

Når “jeg er træt” kan betyde to forskellige ting

Nogle dage betyder trætheden:

Jeg har fået for meget. Jeg skal ind i hulen.

Andre dage betyder den:

Jeg har fået for lidt af det, der tanker mig op. Jeg skal hen til bålet.

Begge behov kan sagtens eksistere på samme dag.

Måske har du først brug for en time alene med lukket dør. Senere mærker du en lille impuls til at rejse dig. Kroppen kalder på bevægelse.

Du sætter din yndlingsplayliste i ørerne og går en rask tur. Vinden rammer kinderne, og benene finder en god rytme.

Når du kommer hjem, er du stadig træt, men på en behagelig måde.

God energiforvaltning handler derfor både om at kunne skærme sig og om at lære sin egen rytme mellem hulen og bålet at kende.

Prøv at undersøge din egen rytme

Næste gang du mærker trætheden, så vent et øjeblik, før du automatisk går i hvilemodus.

Mærk efter og spørg dig selv:

Har jeg fået for meget, eller har jeg fået for lidt af de rigtige sanseinput?

Lav derefter to små lister.

Min hule

Hvad hjælper mit system, når jeg virkelig har brug for at lukke døren til verden og komme ned i gear?

Mit bål

Hvad nærer mig og giver mig ny energi?

Læg især mærke til, hvordan du har det bagefter.

Se efter det, der efterlader dig med mere overskud. Selv når det kræver lidt at komme af sted, kan du få noget værdifuldt med hjem.

Det er dét, du er på jagt efter.

Med tiden kan du blive bedre til at mærke:

Har jeg brug for hulen lige nu, eller trænger jeg faktisk til at gå hen til bålet?

Kærlige sansehilsner

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sanse- og hverdagstrivsel for neurodivergente

Ps. Er du nysgerrig på, hvad der er hule, og hvad der er bål for netop dig?

En sanseprofil eller en sansetrivselssamtale kan gøre det tydeligere, hvilke sanseindtryk der dræner dit system, og hvad der hjælper dig med at finde ro og fornyet energi.

Du er velkommen til at booke en gratis afklarende samtale på Charlottehyldgaard.dk og høre nærmere.

 

Er du sansestærk?

Du går ind i et rum og mærker stemningen med det samme.
Lydene, lyset, lugtene, folks humør, det hele lander direkte i dig, uden filter.
Du forsøger at tilpasse dig, men bliver hurtigt træt.
Og bagefter tænker du:

“Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvorfor er det hele for meget?”

Du føler dig sart. Overfølsom. Måske endda forkert.

Og er måske også blevet kaldt sart i gennem dit liv…

Men det er du ikke, du er snarere sansestærk. (også kaldet særlig sensitiv eller sensorisk følsom)

Hvad betyder det at være sansestærk?

At være sansestærk betyder, at dit nervesystem bearbejder sanseindtryk mere intenst og nuanceret end andre mennesker.

Du opfanger detaljer og stemninger, som andre slet ikke lægger mærke til,  og det gør en forskel i hverdagen:

  • Du bliver nemt overstimuleret, især ved mange lyde, indtryk, krav og sociale interaktioner

  • Du bruger meget energi på at tilpasse dig andres behov

  • Du føler dig hurtigt overvældet eller sart

  • Du kan være ekstremt følsom over for kritik, stemninger eller uro

Det er ikke et svaghedstegn, blot et tegn på et anderledes sansesystem, som ofte ses i forbindelse med neurodivergente neurotyper.

For ikke at brænde ud, kræver det, at du lærer at forstå og støtte dit system, frem for at prøve at tilpasse dig og bebrejde dig selv.

 Typiske tegn på sansestyrke og overstimulering

  • Du bliver hurtigt drænet efter sociale sammenhænge

  • Du føler, at du skal tage hensyn til alle  hele tiden

  • Du kan føle dig “overansvarlig” og aldrig nok

  • Du har brug for mere ro og flere pauser, men giver dig sjældent lov

  • Du har lært at overpræstere og passe ind, måske bære en maske, men ender med at kollapse bagefter

Hvis du kan genkende dig selv i flere af de her udsagn, så er du hverken alene eller forkert.

Men du er sansestærk og har brug for en anden rytme, energiforvaltning og forståelse i dit liv.

Hvad kan du gøre, når du føler dig overstimuleret og forkert?

1. Forstå dine sanser gennem en sanseprofil

Når du ved, hvad der særligt trigger dig, kan du skabe pauser, før det vælter. Og du kan skærme de sanser, som er særligt udfordret. Et sansesystem, der respekteres, bliver mindre overbelastet.

2. Justér dine rammer

Lys, lyd, stemninger og pauser i din hverdag har kæmpe betydning, og du kan gennem bevidstheden om din særlige sanseprofil, designe et liv, som passer til dig, så du ikke drænes. Helt konkret kan du få udarbejdet en sansediæt, som er konkrete vejledninger og strategier udarbejdet nøjagtig til dit unikke sansesystem.

3. Tal med én, der forstår

Det gør en verden til forskel at blive mødt med forståelse og validering og en forklaring på, hvorfor du reagerer anderledes end andre.

Book en retningssamtale om sansestyrke og sensitivitet

Jeg tilbyder en kort og tryg retningssamtale, hvor vi snakker om dine oplevelser og udfordringer.
Du bliver vejledt i, hvordan du kan få støtte til at opnå mere sansetrivsel og ro i din hverdag, og får en ide til dit første skridt.

Pris: Gratis
Varighed: ca 20 min.
Telefonisk, jeg ringer dig op.

Book din retningssamtale her

Du er ikke sart. Du er sansestærk.

Og det kræver ikke, at du laver dig selv om, men at du begynder at stå ved, hvem du er.

Kærligst


Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut og metakognitiv coach med speciale i sansestyrke, sanseprofiler og neurodivergens