Du er træt.

Så du gør det, du har lært er godt for et overbelastet nervesystem.

Du aflyser en aftale, trækker gardinerne for og går i seng med dynen trukket godt op over næsen.

Nu skal du altså hvile.

Men et par timer senere føler du dig ikke nødvendigvis mere opladet.

Tværtimod føler du dig mere … flad.

Nogle gange har et træt nervesystem brug for mindre.

Andre gange har det brug for mere af det rigtige.

Hulen og bålet

Jeg kan godt lide at tænke på restitution som en bevægelse mellem hulen og bålet.

Hulen er det sted, vi søger hen, når verden er blevet for meget.

Her kan du dæmpe lyset, lukke døren, tage hjemmetøjet på og give din krop ro. Her er der ingen spørgsmål, der skal besvares. Ingen ansigter, der skal aflæses.

Du kan sætte en velkendt serie på eller bare være i stilheden uden at blive mødt af forventninger.

For mange neurodivergente og sansefølsomme mennesker er hulen helt nødvendig.

Når hjernen dagen igennem har registreret, sorteret og forholdt sig til langt mere, end omgivelserne kan se, kan det føles som en lettelse endelig at gå i hulen.

Her får dit system mulighed for at falde til ro og lade op.

Men der findes også en anden form for restitution.

Bålet

Bålet er det, der tilfører dit nervesystem næring og ny energi.

Måske er det musik. Du sætter din yndlingssang på og spiller den på repeat. Lidt efter lidt begynder kroppen at bevæge sig til rytmen.

Efter et stykke tid mærker du trætheden lette en smule.

Du tager måske en svømmetur i havet og mærker vandet omslutte dig. For hvert svømmetag bliver hovedet klarere, mens kroppens spændinger slipper.

I en samtale med et menneske, hvor du ikke behøver at veje hvert ord, begynder latteren at boble frem. Du går derfra med ny energi.

Det kan også ske, når du bliver så opslugt af en hobby, at du glemmer tiden.

De rette sanseindtryk kan være det, der tanker dig op.

De indtryk, dit system måske har længtes efter hele dagen.

Og det kan være en vigtig forskel.

For hvis vi altid svarer på udmattelse ved at gøre livet mindre og trække os, kan vi komme til at fjerne både det, der belaster os, og det, der giver os energi.

Når “jeg er træt” kan betyde to forskellige ting

Nogle dage betyder trætheden:

Jeg har fået for meget. Jeg skal ind i hulen.

Andre dage betyder den:

Jeg har fået for lidt af det, der tanker mig op. Jeg skal hen til bålet.

Begge behov kan sagtens eksistere på samme dag.

Måske har du først brug for en time alene med lukket dør. Senere mærker du en lille impuls til at rejse dig. Kroppen kalder på bevægelse.

Du sætter din yndlingsplayliste i ørerne og går en rask tur. Vinden rammer kinderne, og benene finder en god rytme.

Når du kommer hjem, er du stadig træt, men på en behagelig måde.

God energiforvaltning handler derfor både om at kunne skærme sig og om at lære sin egen rytme mellem hulen og bålet at kende.

Prøv at undersøge din egen rytme

Næste gang du mærker trætheden, så vent et øjeblik, før du automatisk går i hvilemodus.

Mærk efter og spørg dig selv:

Har jeg fået for meget, eller har jeg fået for lidt af de rigtige sanseinput?

Lav derefter to små lister.

Min hule

Hvad hjælper mit system, når jeg virkelig har brug for at lukke døren til verden og komme ned i gear?

Mit bål

Hvad nærer mig og giver mig ny energi?

Læg især mærke til, hvordan du har det bagefter.

Se efter det, der efterlader dig med mere overskud. Selv når det kræver lidt at komme af sted, kan du få noget værdifuldt med hjem.

Det er dét, du er på jagt efter.

Med tiden kan du blive bedre til at mærke:

Har jeg brug for hulen lige nu, eller trænger jeg faktisk til at gå hen til bålet?

Kærlige sansehilsner

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sanse- og hverdagstrivsel for neurodivergente

Ps. Er du nysgerrig på, hvad der er hule, og hvad der er bål for netop dig?

En sanseprofil eller en sansetrivselssamtale kan gøre det tydeligere, hvilke sanseindtryk der dræner dit system, og hvad der hjælper dig med at finde ro og fornyet energi.

Du er velkommen til at booke en gratis afklarende samtale på Charlottehyldgaard.dk og høre nærmere.

 

Han lænede panden mod togruden og lukkede øjnene.
 
Det havde været en lang dag på studiet, hans mave gjorde ondt af sult, og  den stærke sol gjorde rejsen endnu mere ubekvem.
 
Toget var forsinket igen, og allerede fyldt, da han steg ind, og han måtte møve sig frem til en plads.
 
Der var for mange indtryk på én gang. Stemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. En telefon, der ringede højt uden at blive taget. En skrattende højttaler med en stemme, der beklagede forsinkelserne. En stank af sved, der gjorde det svært at ånde.
 
Han brugte hele turen på at holde sammen på sig selv.
 
Da han endelig låste sig ind ad døren derhjemme, mærkede han kroppen give slip, som om benene næsten kollapsede under ham.
 
Hjemme.
 
Endelig ro.
 
Men i entréen stod hans mor allerede klar.
 
“Hvordan er din dag gået?”
 
“Hvordan gik undervisningen?”
 
“Hvad vil du have til aftensmad?”
 
“Hvordan har du det?”
 
“Fin.”
 
“Godt.”
 
“Pasta.”
 
“Træt.”
 
Svarene kom hurtigt og direkte. Hvorefter han forsvandt op på sit værelse bag nedrullede gardiner.
 
Moderen stod tilbage med alle sine gode intentioner foran den lukkede dør, med en følelse af afmagt og uden at vide, hvad hun skulle stille op.
 
Først efter en indsigt i sønnens sansesystem ændrede det sig.
 
Moderen lærte, at når sønnen kom hjem efter en en lang dag, så var det med et nervesystem, der havde været på overarbejde i timevis.
 
Først når han kom hjem og følte sig tryg, begyndte systemet at slippe spændingen.
 
Det, der manglede, var plads til at lande.
 
Ikke flere spørgsmål, men en blød landing.
 
Lov til at komme stille ind ad døren. Skifte til det bløde hjemmetøj. Trække gardinerne for og dæmpe lyset, lukke verden ude. Ligge sig under tyngdedynen med katten på maven og en velkendt serie, indtil kroppen fandt ro og regulering.
 
Først derefter var der plads til samtale.
 
Da moderen begyndte at give ham den plads, ændrede deres relation sig.
Efter en pause kom sønnen ofte selv ned i stuen igen og begyndte at fortælle.
Kontakten mellem dem blev lettere.
 
Denne situation er genkendelig i mange hjem med neurodivergente unge.
Og her er det vigtigt  at vide, at kommunikation også handler om sensorisk kapacitet, så det ikke fejltolkes, som manglende interesse, afstand eller uhøflighed.
For mange neurodivergente mennesker er en samtale en samlet bearbejdning af tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog, baggrundsstøj, sociale signaler og følelsesmæssig stemning.
Med andre ord, så kan en samtale være meget sensorisk krævende.
Og når dagen allerede har fyldt systemet med indtryk, bliver selv enkle spørgsmål en ekstra belastning.
 
I de øjeblikke bliver korte og direkte svar en måde at skabe luft på.
En måde at reducere kompleksitet på, indtil krop og nervesystem igen kan være med.
 
Samtalen kan først få plads, når kroppen har fået lov til at lande.
 
Når vi forstår det, ændrer perspektivet sig. Og man forstår, at direkte kommunikation ikke er et udtryk for afstandstagen, men derimod kan være en måde at bevare kontakt i et system på overarbejde.
 
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvorfor svaret bliver kort, men hvad der skal til for at reducere sanseoverload og skabe plads til regulering, så kroppen igen kan finde overskud nok til kontakt.
 

Ved du egentlig, hvad der gør dig glad?

Altså ikke bare glad på overfladen…
Men hvad der giver dig dyb sanseglæde? 🌱

Du indtager livet gennem dine sanser…
Fra det øjeblik du vågner om morgenen, til dit hoved rammer hovedpuden om aftenen, er de i spil.

Du mærker, føler, smager, ser, lugter, hører, bevæger dig…
Men er du bevidst om, hvad du indtager – og om det nærer dig?

Du kan faktisk gøre meget selv for at skabe sanseglæde.
Første skridt er bevidstheden om dine præferencer.

Kom, lad os starte fra morgenstunden… bare for at starte et sted:

Du slår øjnene op.

Hvordan føles din dyne omkring din krop?
Har du en dyne, du har udvalgt særligt til dig?
Er den lige tilpas tung, let, blød?

Hvad med dit sengetøj – hvad foretrækker du her?
Blødt bomuld, silke, hvidt eller i farver?
Florlet eller silkeblødt?
Eller må det gerne kradse lidt?

Hvad med temperaturen i dit soveværelse?
Koldt, varmt, tempereret?

Har du et blødt tæppe foran din seng, dine fødder kan lande på, når du letter dynen?
Strækker du din krop… og byder den et kærligt godmorgen?

Eller er din telefon og LinkedIn det første, der møder dit blik?

Sætter du musik på – en morgenplayliste, der er balsam for dine øregange og sætter dagens stemning?
Skal det være glad pop eller rolig instrumental?

Foretrækker du at sidde i stilhed et øjeblik med morgenkaffen eller teen?
Eller er det op og i gang i højt tempo?

Hvilken kop drikker du din morgenkaffe eller te af?
Er den rar at holde om?

Hvilke badeprodukter bruger du i badet?
Dufter de af ahhh…?

Hvad med dine håndklæder – føles de rare mod din hud?
Og din kimono – er den som et blødt sansekram, der kan mildne din opvågning?

Eller foretrækker du at tage tøj på med det samme?

Jeg tror, du fornemmer, hvor jeg vil hen…

Du påvirkes hvert øjeblik dagen igennem – livet igennem – af det, du indtager gennem dine sanser.
Så hvorfor ikke gøre det bevidst?

Før jeg gennem min egen sanseprofil blev klogere på mine præferencer, anede jeg fx ikke, hvor meget glæde en særlig udvalgt, blød kimono i sart grøn med dybe lommer kunne tilføre min morgen…

Eller hvilken betydning den musik, jeg valgte som underlægning til min morgen, havde for stemningen i min morgenstund – og dermed resten af dagen.

Men lad dig ikke sanseovervælde.

Start i det små med at designe din egen sansediæt.
Tag ét lille, bevidst valg for din morgen…

Noget, der føles rart for dig.
Og læg mærke til, hvad der sker.

Eller skyd en genvej – og lad mig hjælpe dig med at finde svarene. 🥰

Jeg lover dig, at det vil gøre en forskel, der er større, end du umiddelbart tror.

Kærlige sansehilsner

Charlotte

Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

Charlottehyldgaard.dk
Mail@charlottehyldgaard.dk

 

“Mor, gider du lige skrue ned for far?!”

Bønnen kom fra vores datter, da min mand tidligt søndag morgen var gået i gang med at vaske køkkenet ned.

Og det både larmede voldsomt og lugtede stygt i hendes ører og næse.
Der var bare det ved det, at det havde han ikke selv lige lagt mærke til. 😂

Min mand har sanseprofilen “Tilskuer”, og kendetegnende for den profil er, at de typisk ikke lægger mærke til sansestimuli, som andre mennesker lægger mærke til.

Tilskuere har en høj tærskelværdi for sanseinput og lader sig ikke så let anfægte eller irritere. Det kan gøre dem til nemme og behagelige kollegaer og ægtefæller. 😍

Det betyder ikke så meget, hvis du flytter rundt på aftaler eller møbler. De kan sidde hvor som helst i storrumskontoret uden at lade sig distrahere, og opdager heller ikke altid, hvis det roder omkring dem.

Til gengæld kan de komme til at overse detaljer, som andre sanseprofiler synes er vigtige, fx i et projektsamarbejde. Her har de ofte gavn af at blive påmindet, gerne flere gange, så der bliver taget hånd om detaljerne.

Tilskuere er sjældent selv opmærksomme på, at de har brug for at blive “vækket” i deres sanser, men når de bliver bevidste om det, kan de med enkle hverdagsgreb skrue op for stimuli og sansetrivsel.

De kan fx:
🟤 bede mere detaljeorienterede kollegaer om hjælp
🟤 bruge påmindelser og alarmer
🟤 skrive lister og tage noter
🟤 bruge velduftende rengøringsprodukter
🟤 gå en rask tur i pauser sammen med andre

Jo mere viden vi har om hinandens forskelligheder, både privat og på arbejde, jo større forståelse og accept.

Og nogle gange kan hensyn se så enkelt ud som at vælge rengøringsprodukter, der dufter godt i alles næser.
Og derved “skrue lidt ned for far” 😂

Kan du genkende tilskuerprofilen fra dit eget liv?

Kærlige sansehilsner


Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut med speciale i at skabe sansetrivsel

Kilde: Dunn, W. – Sensory Profile
Illustration: Christina Glob

Giver frokostpausen dig energi – eller dræner den dig?

Spørgsmålet kom op i en sansetrivselssamtale.

Svaret kom prompte:

 

“Frokosten er en pligt. En del af arbejdet. Og helt ærligt, hvis jeg kan vælge den fra, så gør jeg det. Ofte med en undskyldning om, at jeg har travlt. Så spiser jeg ved mit skrivebord.”

 

Hendes sanseprofil pegede tydeligt på, at hun er en fravælger.

Fravælgeren har en lav tærskel for sanseindtryk. Forestil dig et sansefilter med store masker: Der skal ikke meget til, før lyd, lys og samtale bliver for meget.

 

Det, der for nogle opleves som hyggeligt og energigivende, bliver hurtigt belastende for fravælgeren.

 

Hvor andre kolleger henter overskud i fællesskab og samtale, lader fravælgeren op i ro, forudsigelighed og fravær af sociale krav.

 

Det er sjældent de vilkår, frokostpausen tilbyder på de fleste arbejdspladser, hvor pausen ofte er en støjende palet af sanseindtryk.

 

Når arbejdspladsen anerkender forskelligheder og tilegner sig viden om sanseprofiler og sanseforståelse, kan fokus flyttes fra “one size fits all” til funktionelle pauser, der rent faktisk virker.

 

For fravælgeren betyder det mulighed for at vælge frit, med god samvittighed og uden forklaringer. For eksempel at kunne:

 

✔️Deltage i frokosten kortvarigt og derefter trække sig

✔️Gå en tur alene som en del af frokostpausen

✔️Opholde sig i en stillezone uden forventning om samtale

✔️Holde frokost for sig selv uden at skulle forklare hvorfor

 

Det handler ikke om ikke at gide fællesskabet eller mangel på engagement.

Det handler om sansetrivsel og individuelle behov…

 

Kender du en fravælger – eller kan du genkende behovet hos dig selv?

 

Kærlige sansehilsner

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

 

Kilde: Winnie Dunn, Sensory Profile

llustration: Christina Glob

 

Sanseprofiler spiller en betydelig rolle for trivsel – både i privatlivet og på arbejdspladsen. For mennesker med neurodivergens som ADHD og autisme bliver forskellene i sansebearbejdning ofte endnu tydeligere, fordi nervesystemet kan reagere hurtigere, stærkere eller mere vedholdende på indtryk.

Nedenfor finder du en kort forklaring på de fire forskellige sanseprofiler samt konkrete hverdags-eksempler på, hvordan de kan komme til udtryk hos både neurotypiske og neurodivergente medarbejdere.

1. Søgeren

Kendetegn: Har brug for mange eller stærke sanseindtryk for at føle sig godt tilpas. Elsker energi, bevægelse, farver og stimuli og er opsøgende på sanseinput. Har en høj tærskel for indtryk.

Hverdagseksempler:

  • Sætter musik på, mens de arbejder for at holde koncentrationen og energien oppe.
  • Kan have behov for fysisk aktivitet i pauser, fx at gå rundt eller lave små bevægelsesøvelser.
  • Opsøger ofte kreative udfordringer og nye projekter, fordi det giver mental stimulation.
  • Hos neurodivergente (fx ADHD) kan behovet for intens stimulation være endnu stærkere og mere konstant.

2. Sensoren

Kendetegn: Har et nervesystem, der opfatter indtryk kraftigere end gennemsnittet. Reagerer hurtigt på lyd, lys, lugt, berøring eller sociale stimuli. Opdager ofte behovet for regulering på bagkant.

Hverdagseksempler:

  • Kan blive overvældet af baggrundsstøj, fx printere, telefoner eller mange samtaler samtidig.
  • Lys, der er for kraftigt eller flimrende, kan give hovedpine eller træthed.
  • Kraftige lugte fra kantinen eller parfume hos kollegaer kan føles ubehagelige og distraherende.
  • Hos neurodivergente (fx autisme) kan disse sensoriske stimuli føre til hurtig overbelastning, som kan udløse behov for pause eller tilbagetrækning.

3. Fravælgeren

Kendetegn: Bliver hurtigt mættet af sanseindtryk og trækker sig – fysisk eller mentalt – når der sker meget på én gang.

Hverdagseksempler:

  • Undgår åbne kontorområder med mange mennesker og konstant aktivitet.
  • Kan foretrække telefon- eller videomøder frem for store møder for at minimere sensorisk belastning.
  • Trækker sig fra sociale situationer, hvis der er for meget larm, lys eller bevægelse.
  • Hos neurodivergente kan denne profil være mere markant, og fravælgeren har ofte brug for planlagte pauser og stille arbejdsområder.

4. Tilskueren

Kendetegn: Registrerer ikke sanseindtryk særlig kraftigt og bliver sjældent hverken over- eller understimuleret.

Hverdagseksempler:

  • Kan sidde midt i et travlt kontor uden at blive påvirket af baggrundsstøj.
  • Observerer detaljer i omgivelserne, men reagerer ikke nødvendigvis straks på ændringer.
  • Tager ofte ting i sit eget tempo og behøver mindre tilpasning af omgivelserne.

Afsluttende note

Sanseprofiler ses hos alle mennesker, men de spiller ofte en endnu mere fremtrædende rolle hos mennesker med neurodivergens, især ADHD og autisme. Her kan sanseindtryk opleves enten langt stærkere, langt svagere eller mere kaotiske, hvilket gør bevidsthed om sanseprofiler til et vigtigt redskab i både samarbejde, trivsel og ledelse.

Læs også indlæg om sansetrivsel i virksomheden her:
https://charlottehyldgaard.dk/sansetrivsel-i-virksomheden/

 

 

 

“Du udvikler dig ikke ved at blive en anden, men ved at give mere plads til alt det, du allerede er.”

Forleden dag satte jeg mig i toget ved siden af en kvinde med en stærk parfume, jeg mærkede, at det blev for meget for mig, og jeg valgte at rejse mig og skifte plads.

Senere skulle jeg reservere et bord på en restaurant, jeg bad om et stille bord i hjørnet, hvor jeg kunne føle mig tilpas.

Jeg var den første, der tog hjem fra et arrangement uden dårlig samvittighed.

Dagen efter en krævende familieaktivitet tillod jeg mig selv at lave ingenting, bare være, og det føltes helt rigtigt.

Jeg bad om hjælp, i stedet for altid at klare det hele selv.

Disse små eksempler fra hverdagen virker måske ubetydelige, men de er faktisk store skridt, hvis du er et menneske, som har været vant til at tilpasse dig og lægge låg på egne behov og præferencer.

Det kan være svært og føles egoistisk at prioritere egne behov, men når du giver plads til det menneske, du virkelig er, skaber du samtidig mulighed og overskud til at være til stede for andre på en ægte og bæredygtig måde.

Mange af mine klienter oplever det samme, når de begynder at arbejde med selvforståelse og deres sensoriske præferencer.

De opdager, hvor befriende det er at leve i overensstemmelse med den, de er, uden konstant at skulle tilpasse sig.

Livet er kort, måske er det tid til at skabe plads til det menneske, du virkelig er…

Hvor kunne du starte med en mere selvkærlig tilgang? 🥰

Kærlige sansehilsner

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut & Metakognitiv Coach med speciale i sansetrivsel og tankero
Charlottehyldgaard.dk

 

Føler du dig ofte energiforladt og træt?

Så kan du prøve at forestille dig dine daglige og ugentlige aktiviteter som farverne i en lyskurv:
🔴De røde aktiviteter dræner mest. De kræver mange kræfter, stiller høje krav til dine sanser og efterlader dig måske udmattet.
🟡De gule aktiviteter kræver stadig energi, men i mindre grad. Her er det ofte mængden, der afgør, om du bliver overbelastet.
🟢De grønne aktiviteter er dem, der giver energi. De føles trygge, genkendelige og hjælper dig med at genoplade.
Når du bliver bevidst om, hvilke farver dine aktiviteter har, kan du planlægge din dag og uge mere balanceret.
En dag med mange røde og gule aktiviteter kræver fx grønne pauser, så du ikke løber tør for energi. Og en grøn aktivitet kan godt være at tage en lur.😉
Husk, at vi ikke har ens lyskurve. Det, der er grønt for én, kan være rødt for en anden, afhængig af din sanseprofil og din neurotype.
Nøglen er at finde din personlige energibalance: den rytme, hvor du både kan yde og restituere uden at tømme dit batteri.
Så der bliver overskud til både hverdagens opgaver og livets glæder. 🌱
Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut & Metakognitiv Coach med speciale i sansetrivsel og tankero
Du kan læse mere om energiforvaltning her: https://charlottehyldgaard.dk/energiforvaltning/
Mail@charlottehyldgaard.dk
21435134

Stimming er selvomsorg 🥰

Stimming (eller selvstimulerende adfærd) er noget, vi alle gør i en eller anden grad, men for krøllede hjerner med sensorisk følsomhed er det ikke bare en vane, det er nødvendigt.

Det bruges som en måde at selvregulere på, særligt i situationer med angst, sensorisk overbelastning eller følelsesmæssig uro.

Eksempler på stimming kan være at:

💚Køre fingrene over et perlearmbånd
💚Røre ved en blød sten
💚Kigge på en lavalampe
💚Vugge i en gyngestol
💚Trippe let med fødderne
💚Klikke med en kuglepen
💚️Knipse eller knække med fingrene
💚Lytte til den samme sang igen og igen
💚Nulre håret
💚Bruge en fidget toy
💚Stirre på lys, bevægelse eller gentagende mønstre
💚Gentage ord eller lyde for sig selv

Alt det er stimming.
Det er regulering og en måde at skabe ro i krop og sind.
Med andre ord – nervesystemets genvej til beroligelse.
Og det skal ikke stoppes, men tillades. 🥰

For når verden larmer, både udenpå og indeni, kan stimming virke som et anker.
En kærlig, sanselig påmindelse, om: “Jeg er her, og jeg passer på mig selv”.

Kunne du have brug for sparring på, hvad der ellers kan hjælpe dit (eller dit barns) nervesystem med at finde mere ro?

Så er du velkommen til at booke en gratis retningssamtale.

Kærligst

Charlotte

Ergoterapeut & Metakognitiv coach

Speciale i angst, sanser, overtænkning & autisme

(Billede fra malebogen Neuro Spicy)

Hvad er en sanseprofil,og hvad kan den gøre for dig?

En sanseprofil er en detaljeret kortlægning af netop dine sanser – hvor meget du reagerer på fx lyd, lys, berøring, smag, lugt og bevægelse. Den bygger på en valideret test og samtale, hvor jeg blandt andet spørger ind til:

  • Hvilke sanseindtryk der trigger dig

  • Om du søger stimuli eller trækker dig fra dem

  • Hvad der får dig til at føle ro eller uro

Det får du med en sanseprofil:

  1. En skriftlig rapport
    Som forklarer dine unikke sansemønstre og gør dig bevidst om, hvilke sansestimuli, der overstimulerer dig, og hvilke der kan give dig sansenydelse.

  2. En personlig sansediæt
    Konkrete anbefalinger og forslag til, hvad der specifikt kan bidrage i din situation, tilpasset din unikke profil. Det kan være forslag til tyngdeprodukter, høretelefoner, bevægelse, særlig hensyn i dit arbejdsliv, stressreducerende tiltag.

  3. Guidet tilbagemelding
    Samtale (online eller fysisk), hvor du får overbragt resultatet af din sanseprofil og får gennemgået sansediæten, og vi aftaler, hvor du kan starte.

En sanseprofil kan give dig:

  • Bedre selvforståelse

  • Evnen til at forudse og undgå overstimulering

  • Mere overskud og trivsel i hverdagen

Som Mette forklarer det her:

Det var en øjenåbner i den forstand og jeg fik bekræftet at mange af de ting jeg instinktivt søger eller har lyst til, har en god effekt på mine sanser. Sansediæten hjalp mig med at begynde at handle på det.

Helt konkret betyder det at der er ting jeg har haft lyst til at gøre, men bare ikke har prioriteret, som jeg er begyndt at gøre, fordi jeg nu ved at det faktisk har en stor betydning for min mentale og fysiske trivsel. fx. strækøvelser, stilhed, varme bade, ændret lyset i min bolig. Er begyndt at tænke på det som selvkærlighed og basale behov.

Hvis du er nysgerrrig efter at høre mere om sanseprofiler, er du altid velkommen til at booke en gratis retningssamtale.

 

Kærligst

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut og Metakognitiv coach med speciale i sanser og neurodivergens.