Du er træt.

Så du gør det, du har lært er godt for et overbelastet nervesystem.

Du aflyser en aftale, trækker gardinerne for og går i seng med dynen trukket godt op over næsen.

Nu skal du altså hvile.

Men et par timer senere føler du dig ikke nødvendigvis mere opladet.

Tværtimod føler du dig mere … flad.

Nogle gange har et træt nervesystem brug for mindre.

Andre gange har det brug for mere af det rigtige.

Hulen og bålet

Jeg kan godt lide at tænke på restitution som en bevægelse mellem hulen og bålet.

Hulen er det sted, vi søger hen, når verden er blevet for meget.

Her kan du dæmpe lyset, lukke døren, tage hjemmetøjet på og give din krop ro. Her er der ingen spørgsmål, der skal besvares. Ingen ansigter, der skal aflæses.

Du kan sætte en velkendt serie på eller bare være i stilheden uden at blive mødt af forventninger.

For mange neurodivergente og sansefølsomme mennesker er hulen helt nødvendig.

Når hjernen dagen igennem har registreret, sorteret og forholdt sig til langt mere, end omgivelserne kan se, kan det føles som en lettelse endelig at gå i hulen.

Her får dit system mulighed for at falde til ro og lade op.

Men der findes også en anden form for restitution.

Bålet

Bålet er det, der tilfører dit nervesystem næring og ny energi.

Måske er det musik. Du sætter din yndlingssang på og spiller den på repeat. Lidt efter lidt begynder kroppen at bevæge sig til rytmen.

Efter et stykke tid mærker du trætheden lette en smule.

Du tager måske en svømmetur i havet og mærker vandet omslutte dig. For hvert svømmetag bliver hovedet klarere, mens kroppens spændinger slipper.

I en samtale med et menneske, hvor du ikke behøver at veje hvert ord, begynder latteren at boble frem. Du går derfra med ny energi.

Det kan også ske, når du bliver så opslugt af en hobby, at du glemmer tiden.

De rette sanseindtryk kan være det, der tanker dig op.

De indtryk, dit system måske har længtes efter hele dagen.

Og det kan være en vigtig forskel.

For hvis vi altid svarer på udmattelse ved at gøre livet mindre og trække os, kan vi komme til at fjerne både det, der belaster os, og det, der giver os energi.

Når “jeg er træt” kan betyde to forskellige ting

Nogle dage betyder trætheden:

Jeg har fået for meget. Jeg skal ind i hulen.

Andre dage betyder den:

Jeg har fået for lidt af det, der tanker mig op. Jeg skal hen til bålet.

Begge behov kan sagtens eksistere på samme dag.

Måske har du først brug for en time alene med lukket dør. Senere mærker du en lille impuls til at rejse dig. Kroppen kalder på bevægelse.

Du sætter din yndlingsplayliste i ørerne og går en rask tur. Vinden rammer kinderne, og benene finder en god rytme.

Når du kommer hjem, er du stadig træt, men på en behagelig måde.

God energiforvaltning handler derfor både om at kunne skærme sig og om at lære sin egen rytme mellem hulen og bålet at kende.

Prøv at undersøge din egen rytme

Næste gang du mærker trætheden, så vent et øjeblik, før du automatisk går i hvilemodus.

Mærk efter og spørg dig selv:

Har jeg fået for meget, eller har jeg fået for lidt af de rigtige sanseinput?

Lav derefter to små lister.

Min hule

Hvad hjælper mit system, når jeg virkelig har brug for at lukke døren til verden og komme ned i gear?

Mit bål

Hvad nærer mig og giver mig ny energi?

Læg især mærke til, hvordan du har det bagefter.

Se efter det, der efterlader dig med mere overskud. Selv når det kræver lidt at komme af sted, kan du få noget værdifuldt med hjem.

Det er dét, du er på jagt efter.

Med tiden kan du blive bedre til at mærke:

Har jeg brug for hulen lige nu, eller trænger jeg faktisk til at gå hen til bålet?

Kærlige sansehilsner

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sanse- og hverdagstrivsel for neurodivergente

Ps. Er du nysgerrig på, hvad der er hule, og hvad der er bål for netop dig?

En sanseprofil eller en sansetrivselssamtale kan gøre det tydeligere, hvilke sanseindtryk der dræner dit system, og hvad der hjælper dig med at finde ro og fornyet energi.

Du er velkommen til at booke en gratis afklarende samtale på Charlottehyldgaard.dk og høre nærmere.

 

Tilpas

Ahhh

Smag på ordet.

Lyt til det.

Tilpas …

Tilpas er det, vi stiler imod.

Den helt rigtige dosering af sansestimuli.

Så du sansetrives.

Er det svært?

Åh ja.
Når lyden af opvaskemaskinen, der bliver tømt, føles som smerte i dine ører.

Når du allerede er overstimuleret af turen med DSB i et tætpakket tog på vej til dit studie.

Der bliver det ekstra vigtigt med de sansestimuli, der kan regulere og skærme dig gennem dagen.

At have selvvalgt musik i ørerne i de helt rigtige lyddæmpende høretelefoner.

At dine forældre ikke starter dagen med at tømme opvaskemaskinen i dit nærvær, men at du selv kan gøre det eller er blevet varslet.

At det er okay at komme hjem fra studiet, gå direkte op på værelset, skifte til nattøj og snuppe en kat, der kan ligge og spinde på din mave.

Eller, i mangel på en kat, at have en blød tyngdebamse og en tung dyne, så du kan lande og få energien tilbage til resten af dagen.

Og nej, det er på ingen måde lige meget, om der er ovenlys og spots på badeværelset, når du skal overskue alle de stimuli, et bad udsætter dig for.

At skulle skifte temperatur, mærke vandets tryk mod huden, tåle duften af sæben, våde hårstrå mod nakken, tørre sig, fryse og tage tøj på igen …

Der kan dæmpet lys, et blødt håndklæde og en shampoo, der dufter af lavendel, være lige det, der gør, at badet bliver muligt.

Når den unge autist sidder foran mig og ser resultatet af sin sanseprofil, falder noget endelig på plads …

Følelsen af ikke at være forkert, men at have et anderledes sanseapparat.

Og det kan være den validering, der medvirker til, at selvforståelsen lander.

Nej, du er ikke sart, besværlig eller hysterisk.

Du sanser bare mere end de fleste.

Og så bliver vi sansedetektiver sammen.

Hvad virker? Hvad virker ikke?

For at have et stærkt sanseapparat er et både-og.

Ja, verden kan larme og overvælde.

Men du indtager også alt det smukke og sanselige, som verden byder på, i de fineste nuancer, som mange andre misser.

Som lyden og smagen af ordet …

Tilpas

🌸

 

Sansehilsner

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sanse- og hverdagstrivsel hos neurodivergente

 

 

 

Han lænede panden mod togruden og lukkede øjnene.
 
Det havde været en lang dag på studiet, hans mave gjorde ondt af sult, og  den stærke sol gjorde rejsen endnu mere ubekvem.
 
Toget var forsinket igen, og allerede fyldt, da han steg ind, og han måtte møve sig frem til en plads.
 
Der var for mange indtryk på én gang. Stemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. En telefon, der ringede højt uden at blive taget. En skrattende højttaler med en stemme, der beklagede forsinkelserne. En stank af sved, der gjorde det svært at ånde.
 
Han brugte hele turen på at holde sammen på sig selv.
 
Da han endelig låste sig ind ad døren derhjemme, mærkede han kroppen give slip, som om benene næsten kollapsede under ham.
 
Hjemme.
 
Endelig ro.
 
Men i entréen stod hans mor allerede klar.
 
“Hvordan er din dag gået?”
 
“Hvordan gik undervisningen?”
 
“Hvad vil du have til aftensmad?”
 
“Hvordan har du det?”
 
“Fin.”
 
“Godt.”
 
“Pasta.”
 
“Træt.”
 
Svarene kom hurtigt og direkte. Hvorefter han forsvandt op på sit værelse bag nedrullede gardiner.
 
Moderen stod tilbage med alle sine gode intentioner foran den lukkede dør, med en følelse af afmagt og uden at vide, hvad hun skulle stille op.
 
Først efter en indsigt i sønnens sansesystem ændrede det sig.
 
Moderen lærte, at når sønnen kom hjem efter en en lang dag, så var det med et nervesystem, der havde været på overarbejde i timevis.
 
Først når han kom hjem og følte sig tryg, begyndte systemet at slippe spændingen.
 
Det, der manglede, var plads til at lande.
 
Ikke flere spørgsmål, men en blød landing.
 
Lov til at komme stille ind ad døren. Skifte til det bløde hjemmetøj. Trække gardinerne for og dæmpe lyset, lukke verden ude. Ligge sig under tyngdedynen med katten på maven og en velkendt serie, indtil kroppen fandt ro og regulering.
 
Først derefter var der plads til samtale.
 
Da moderen begyndte at give ham den plads, ændrede deres relation sig.
Efter en pause kom sønnen ofte selv ned i stuen igen og begyndte at fortælle.
Kontakten mellem dem blev lettere.
 
Denne situation er genkendelig i mange hjem med neurodivergente unge.
Og her er det vigtigt  at vide, at kommunikation også handler om sensorisk kapacitet, så det ikke fejltolkes, som manglende interesse, afstand eller uhøflighed.
For mange neurodivergente mennesker er en samtale en samlet bearbejdning af tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog, baggrundsstøj, sociale signaler og følelsesmæssig stemning.
Med andre ord, så kan en samtale være meget sensorisk krævende.
Og når dagen allerede har fyldt systemet med indtryk, bliver selv enkle spørgsmål en ekstra belastning.
 
I de øjeblikke bliver korte og direkte svar en måde at skabe luft på.
En måde at reducere kompleksitet på, indtil krop og nervesystem igen kan være med.
 
Samtalen kan først få plads, når kroppen har fået lov til at lande.
 
Når vi forstår det, ændrer perspektivet sig. Og man forstår, at direkte kommunikation ikke er et udtryk for afstandstagen, men derimod kan være en måde at bevare kontakt i et system på overarbejde.
 
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvorfor svaret bliver kort, men hvad der skal til for at reducere sanseoverload og skabe plads til regulering, så kroppen igen kan finde overskud nok til kontakt.
 

Føler du dig ofte energiforladt og træt?

Så kan du prøve at forestille dig dine daglige og ugentlige aktiviteter som farverne i en lyskurv:
🔴De røde aktiviteter dræner mest. De kræver mange kræfter, stiller høje krav til dine sanser og efterlader dig måske udmattet.
🟡De gule aktiviteter kræver stadig energi, men i mindre grad. Her er det ofte mængden, der afgør, om du bliver overbelastet.
🟢De grønne aktiviteter er dem, der giver energi. De føles trygge, genkendelige og hjælper dig med at genoplade.
Når du bliver bevidst om, hvilke farver dine aktiviteter har, kan du planlægge din dag og uge mere balanceret.
En dag med mange røde og gule aktiviteter kræver fx grønne pauser, så du ikke løber tør for energi. Og en grøn aktivitet kan godt være at tage en lur.😉
Husk, at vi ikke har ens lyskurve. Det, der er grønt for én, kan være rødt for en anden, afhængig af din sanseprofil og din neurotype.
Nøglen er at finde din personlige energibalance: den rytme, hvor du både kan yde og restituere uden at tømme dit batteri.
Så der bliver overskud til både hverdagens opgaver og livets glæder. 🌱
Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut & Metakognitiv Coach med speciale i sansetrivsel og tankero
Du kan læse mere om energiforvaltning her: https://charlottehyldgaard.dk/energiforvaltning/
Mail@charlottehyldgaard.dk
21435134