Tag Archive for: sansetrivsel

Ved du egentlig, hvad der gør dig glad?

Altså ikke bare glad på overfladen…
Men hvad der giver dig dyb sanseglæde? 🌱

Du indtager livet gennem dine sanser…
Fra det øjeblik du vågner om morgenen, til dit hoved rammer hovedpuden om aftenen, er de i spil.

Du mærker, føler, smager, ser, lugter, hører, bevæger dig…
Men er du bevidst om, hvad du indtager – og om det nærer dig?

Du kan faktisk gøre meget selv for at skabe sanseglæde.
Første skridt er bevidstheden om dine præferencer.

Kom, lad os starte fra morgenstunden… bare for at starte et sted:

Du slår øjnene op.

Hvordan føles din dyne omkring din krop?
Har du en dyne, du har udvalgt særligt til dig?
Er den lige tilpas tung, let, blød?

Hvad med dit sengetøj – hvad foretrækker du her?
Blødt bomuld, silke, hvidt eller i farver?
Florlet eller silkeblødt?
Eller må det gerne kradse lidt?

Hvad med temperaturen i dit soveværelse?
Koldt, varmt, tempereret?

Har du et blødt tæppe foran din seng, dine fødder kan lande på, når du letter dynen?
Strækker du din krop… og byder den et kærligt godmorgen?

Eller er din telefon og LinkedIn det første, der møder dit blik?

Sætter du musik på – en morgenplayliste, der er balsam for dine øregange og sætter dagens stemning?
Skal det være glad pop eller rolig instrumental?

Foretrækker du at sidde i stilhed et øjeblik med morgenkaffen eller teen?
Eller er det op og i gang i højt tempo?

Hvilken kop drikker du din morgenkaffe eller te af?
Er den rar at holde om?

Hvilke badeprodukter bruger du i badet?
Dufter de af ahhh…?

Hvad med dine håndklæder – føles de rare mod din hud?
Og din kimono – er den som et blødt sansekram, der kan mildne din opvågning?

Eller foretrækker du at tage tøj på med det samme?

Jeg tror, du fornemmer, hvor jeg vil hen…

Du påvirkes hvert øjeblik dagen igennem – livet igennem – af det, du indtager gennem dine sanser.
Så hvorfor ikke gøre det bevidst?

Før jeg gennem min egen sanseprofil blev klogere på mine præferencer, anede jeg fx ikke, hvor meget glæde en særlig udvalgt, blød kimono i sart grøn med dybe lommer kunne tilføre min morgen…

Eller hvilken betydning den musik, jeg valgte som underlægning til min morgen, havde for stemningen i min morgenstund – og dermed resten af dagen.

Men lad dig ikke sanseovervælde.

Start i det små med at designe din egen sansediæt.
Tag ét lille, bevidst valg for din morgen…

Noget, der føles rart for dig.
Og læg mærke til, hvad der sker.

Eller skyd en genvej – og lad mig hjælpe dig med at finde svarene. 🥰

Jeg lover dig, at det vil gøre en forskel, der er større, end du umiddelbart tror.

Kærlige sansehilsner

Charlotte

Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

Charlottehyldgaard.dk
Mail@charlottehyldgaard.dk

 

“Mor, gider du lige skrue ned for far?!”

Bønnen kom fra vores datter, da min mand tidligt søndag morgen var gået i gang med at vaske køkkenet ned.

Og det både larmede voldsomt og lugtede stygt i hendes ører og næse.
Der var bare det ved det, at det havde han ikke selv lige lagt mærke til. 😂

Min mand har sanseprofilen “Tilskuer”, og kendetegnende for den profil er, at de typisk ikke lægger mærke til sansestimuli, som andre mennesker lægger mærke til.

Tilskuere har en høj tærskelværdi for sanseinput og lader sig ikke så let anfægte eller irritere. Det kan gøre dem til nemme og behagelige kollegaer og ægtefæller. 😍

Det betyder ikke så meget, hvis du flytter rundt på aftaler eller møbler. De kan sidde hvor som helst i storrumskontoret uden at lade sig distrahere, og opdager heller ikke altid, hvis det roder omkring dem.

Til gengæld kan de komme til at overse detaljer, som andre sanseprofiler synes er vigtige, fx i et projektsamarbejde. Her har de ofte gavn af at blive påmindet, gerne flere gange, så der bliver taget hånd om detaljerne.

Tilskuere er sjældent selv opmærksomme på, at de har brug for at blive “vækket” i deres sanser, men når de bliver bevidste om det, kan de med enkle hverdagsgreb skrue op for stimuli og sansetrivsel.

De kan fx:
🟤 bede mere detaljeorienterede kollegaer om hjælp
🟤 bruge påmindelser og alarmer
🟤 skrive lister og tage noter
🟤 bruge velduftende rengøringsprodukter
🟤 gå en rask tur i pauser sammen med andre

Jo mere viden vi har om hinandens forskelligheder, både privat og på arbejde, jo større forståelse og accept.

Og nogle gange kan hensyn se så enkelt ud som at vælge rengøringsprodukter, der dufter godt i alles næser.
Og derved “skrue lidt ned for far” 😂

Kan du genkende tilskuerprofilen fra dit eget liv?

Kærlige sansehilsner


Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut med speciale i at skabe sansetrivsel

Kilde: Dunn, W. – Sensory Profile
Illustration: Christina Glob

Giver frokostpausen dig energi – eller dræner den dig?

Spørgsmålet kom op i en sansetrivselssamtale.

Svaret kom prompte:

 

“Frokosten er en pligt. En del af arbejdet. Og helt ærligt, hvis jeg kan vælge den fra, så gør jeg det. Ofte med en undskyldning om, at jeg har travlt. Så spiser jeg ved mit skrivebord.”

 

Hendes sanseprofil pegede tydeligt på, at hun er en fravælger.

Fravælgeren har en lav tærskel for sanseindtryk. Forestil dig et sansefilter med store masker: Der skal ikke meget til, før lyd, lys og samtale bliver for meget.

 

Det, der for nogle opleves som hyggeligt og energigivende, bliver hurtigt belastende for fravælgeren.

 

Hvor andre kolleger henter overskud i fællesskab og samtale, lader fravælgeren op i ro, forudsigelighed og fravær af sociale krav.

 

Det er sjældent de vilkår, frokostpausen tilbyder på de fleste arbejdspladser, hvor pausen ofte er en støjende palet af sanseindtryk.

 

Når arbejdspladsen anerkender forskelligheder og tilegner sig viden om sanseprofiler og sanseforståelse, kan fokus flyttes fra “one size fits all” til funktionelle pauser, der rent faktisk virker.

 

For fravælgeren betyder det mulighed for at vælge frit, med god samvittighed og uden forklaringer. For eksempel at kunne:

 

✔️Deltage i frokosten kortvarigt og derefter trække sig

✔️Gå en tur alene som en del af frokostpausen

✔️Opholde sig i en stillezone uden forventning om samtale

✔️Holde frokost for sig selv uden at skulle forklare hvorfor

 

Det handler ikke om ikke at gide fællesskabet eller mangel på engagement.

Det handler om sansetrivsel og individuelle behov…

 

Kender du en fravælger – eller kan du genkende behovet hos dig selv?

 

Kærlige sansehilsner

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

 

Kilde: Winnie Dunn, Sensory Profile

llustration: Christina Glob

 

Hvorfor støj dræner én kollega og giver energi til en anden?

Anna arbejder i et åbent kontorlandskab. Hun trives bedst, når hun sidder bagerst i lokalet, hvor der er stille og mere ro omkring hende. Et ryddeligt bord og færre forstyrrelser hjælper hende med at føle sig organiseret og holde fokus gennem dagen.

Efter en omrokering bliver hendes plads flyttet helt frem til indgangen. Pludselig er der langt mere bevægelse og snak, fordi kolleger kommer og går forbi. Hun oplever, at lydene og den konstante aktivitet gør det svært at koncentrere sig, og hun bliver hurtigere drænet og er helt træt, når hun kommer hjem.

Ved siden af hende sidder Mikkel. Han elsker summen og liv i omgivelserne. Han hilser ofte på dem, der går forbi, småsnakker med kolleger og nynner lidt for sig selv, når det bliver for stille. For ham giver det energi og gør arbejdsdagen lettere.

Hverken Anna eller Mikkel er forkerte. De har bare forskellige sansepræferencer. Og netop dét er nøglen til at forstå, hvorfor samme arbejdsmiljø kan opleves helt forskelligt.

Hvad er sansepræferencer?

Sansepræferencer er de unikke måder, vi hver især kan lide eller ikke kan lide bestemte sanseindtryk. Det gælder alt det, vi:

  • ser

  • hører

  • dufter

  • smager

  • rører ved

  • oplever gennem bevægelse i kroppen

Nogle mennesker trives med høj musik, stærke smage og masser af bevægelse. Andre søger stilhed, bløde teksturer og forudsigelighed. De fleste af os har en blanding, et unikt sansefingeraftryk, som præger vores hverdag.

Hvorfor betyder det noget på arbejdet?

Forskning viser, at vores sansepræferencer spiller en stor rolle for:

  • hvilken type arbejde vi tiltrækkes af,

  • hvilke miljøer vi arbejder bedst i,

  • hvor meget energi og stress vi oplever i løbet af dagen.

Når der er et match mellem vores sansepræferencer, vores arbejdsopgaver og omgivelserne, stiger både trivsel og præstation. Når der er et mismatch, kan det føre til stress, uro og lavere energi.

Strategier til at skabe bedre balance

For en sanseprofil, der ligner Annas, som har brug for mindre sanseinput

  • Vælg en roligere plads i lokalet eller brug skærme til at skærme af.

  • Brug støjdæmpende høretelefoner eller lav musik.

  • Skru ned for telefonens ringetone.

  • Hold pauser i et stille rum eller gå en tur udenfor.

  • Hav et overskueligt skrivebord og evt. en lille plante eller et billede, der giver ro.

For en sanseprofil, der ligner Mikkels, som har brug for mere sanseinput

  • Sæt dig, hvor der er mere aktivitet og “liv”.

  • Brug musik i høretelefoner.

  • Rejs dig jævnligt og lav små opgaver, der giver bevægelse. Eller stå op ved skrivebordet.

  • Hav snacks eller drikkevarer, der vækker dine sanser indenfor rækkevidde.

  • Indret arbejdsdagen med små sociale pauser.

Det vigtigste at huske

Sansepræferencer er ikke et spørgsmål om at være sart eller “besværlig”. De er en del af vores biologi og vores unikke måde at være i verden på. Når vi forstår dem, hos os selv og hos andre, kan vi skabe arbejdsdage og et arbejdsmiljø, hvor der er plads til alle.

Er du nysgerrig på din egen sanseprofil?

Vil du gerne lære dine sansepræferencer bedre at kende og finde ud af, hvordan du kan skrue op eller ned for sanseindtryk, så du får mere trivsel i hverdagen eller på arbejdet?

💚 Jeg tilbyder en gratis retningssamtale, hvor vi sammen ser på dine muligheder.


Klik her og book din tid: https://charlottehyldgaard.dk/sansetrivselsamtale-metakognitiv-terapi/