, , , , , , , ,

Når sansestimuli skal være tilpasse

Tilpas

Ahhh

Smag på ordet.

Lyt til det.

Tilpas …

Tilpas er det, vi stiler imod.

Den helt rigtige dosering af sansestimuli.

Så du sansetrives.

Er det svært?

Åh ja.
Når lyden af opvaskemaskinen, der bliver tømt, føles som smerte i dine ører.

Når du allerede er overstimuleret af turen med DSB i et tætpakket tog på vej til dit studie.

Der bliver det ekstra vigtigt med de sansestimuli, der kan regulere og skærme dig gennem dagen.

At have selvvalgt musik i ørerne i de helt rigtige lyddæmpende høretelefoner.

At dine forældre ikke starter dagen med at tømme opvaskemaskinen i dit nærvær, men at du selv kan gøre det eller er blevet varslet.

At det er okay at komme hjem fra studiet, gå direkte op på værelset, skifte til nattøj og snuppe en kat, der kan ligge og spinde på din mave.

Eller, i mangel på en kat, at have en blød tyngdebamse og en tung dyne, så du kan lande og få energien tilbage til resten af dagen.

Og nej, det er på ingen måde lige meget, om der er ovenlys og spots på badeværelset, når du skal overskue alle de stimuli, et bad udsætter dig for.

At skulle skifte temperatur, mærke vandets tryk mod huden, tåle duften af sæben, våde hårstrå mod nakken, tørre sig, fryse og tage tøj på igen …

Der kan dæmpet lys, et blødt håndklæde og en shampoo, der dufter af lavendel, være lige det, der gør, at badet bliver muligt.

Når den unge autist sidder foran mig og ser resultatet af sin sanseprofil, falder noget endelig på plads …

Følelsen af ikke at være forkert, men at have et anderledes sanseapparat.

Og det kan være den validering, der medvirker til, at selvforståelsen lander.

Nej, du er ikke sart, besværlig eller hysterisk.

Du sanser bare mere end de fleste.

Og så bliver vi sansedetektiver sammen.

Hvad virker? Hvad virker ikke?

For at have et stærkt sanseapparat er et både-og.

Ja, verden kan larme og overvælde.

Men du indtager også alt det smukke og sanselige, som verden byder på, i de fineste nuancer, som mange andre misser.

Som lyden og smagen af ordet …

Tilpas

🌸

 

Sansehilsner

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sanse- og hverdagstrivsel hos neurodivergente

 

 

 

, , , , , ,

Når nervesystemet er på overarbejde

Han lænede panden mod togruden og lukkede øjnene.
 
Det havde været en lang dag på studiet, hans mave gjorde ondt af sult, og  den stærke sol gjorde rejsen endnu mere ubekvem.
 
Toget var forsinket igen, og allerede fyldt, da han steg ind, og han måtte møve sig frem til en plads.
 
Der var for mange indtryk på én gang. Stemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. En telefon, der ringede højt uden at blive taget. En skrattende højttaler med en stemme, der beklagede forsinkelserne. En stank af sved, der gjorde det svært at ånde.
 
Han brugte hele turen på at holde sammen på sig selv.
 
Da han endelig låste sig ind ad døren derhjemme, mærkede han kroppen give slip, som om benene næsten kollapsede under ham.
 
Hjemme.
 
Endelig ro.
 
Men i entréen stod hans mor allerede klar.
 
“Hvordan er din dag gået?”
 
“Hvordan gik undervisningen?”
 
“Hvad vil du have til aftensmad?”
 
“Hvordan har du det?”
 
“Fin.”
 
“Godt.”
 
“Pasta.”
 
“Træt.”
 
Svarene kom hurtigt og direkte. Hvorefter han forsvandt op på sit værelse bag nedrullede gardiner.
 
Moderen stod tilbage med alle sine gode intentioner foran den lukkede dør, med en følelse af afmagt og uden at vide, hvad hun skulle stille op.
 
Først efter en indsigt i sønnens sansesystem ændrede det sig.
 
Moderen lærte, at når sønnen kom hjem efter en en lang dag, så var det med et nervesystem, der havde været på overarbejde i timevis.
 
Først når han kom hjem og følte sig tryg, begyndte systemet at slippe spændingen.
 
Det, der manglede, var plads til at lande.
 
Ikke flere spørgsmål, men en blød landing.
 
Lov til at komme stille ind ad døren. Skifte til det bløde hjemmetøj. Trække gardinerne for og dæmpe lyset, lukke verden ude. Ligge sig under tyngdedynen med katten på maven og en velkendt serie, indtil kroppen fandt ro og regulering.
 
Først derefter var der plads til samtale.
 
Da moderen begyndte at give ham den plads, ændrede deres relation sig.
Efter en pause kom sønnen ofte selv ned i stuen igen og begyndte at fortælle.
Kontakten mellem dem blev lettere.
 
Denne situation er genkendelig i mange hjem med neurodivergente unge.
Og her er det vigtigt  at vide, at kommunikation også handler om sensorisk kapacitet, så det ikke fejltolkes, som manglende interesse, afstand eller uhøflighed.
For mange neurodivergente mennesker er en samtale en samlet bearbejdning af tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog, baggrundsstøj, sociale signaler og følelsesmæssig stemning.
Med andre ord, så kan en samtale være meget sensorisk krævende.
Og når dagen allerede har fyldt systemet med indtryk, bliver selv enkle spørgsmål en ekstra belastning.
 
I de øjeblikke bliver korte og direkte svar en måde at skabe luft på.
En måde at reducere kompleksitet på, indtil krop og nervesystem igen kan være med.
 
Samtalen kan først få plads, når kroppen har fået lov til at lande.
 
Når vi forstår det, ændrer perspektivet sig. Og man forstår, at direkte kommunikation ikke er et udtryk for afstandstagen, men derimod kan være en måde at bevare kontakt i et system på overarbejde.
 
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvorfor svaret bliver kort, men hvad der skal til for at reducere sanseoverload og skabe plads til regulering, så kroppen igen kan finde overskud nok til kontakt.