Tag Archive for: Neurodivergens

Han lænede panden mod togruden og lukkede øjnene.
 
Det havde været en lang dag på studiet, hans mave gjorde ondt af sult, og  den stærke sol gjorde rejsen endnu mere ubekvem.
 
Toget var forsinket igen, og allerede fyldt, da han steg ind, og han måtte møve sig frem til en plads.
 
Der var for mange indtryk på én gang. Stemmer, der flettede sig ind og ud af hinanden. En telefon, der ringede højt uden at blive taget. En skrattende højttaler med en stemme, der beklagede forsinkelserne. En stank af sved, der gjorde det svært at ånde.
 
Han brugte hele turen på at holde sammen på sig selv.
 
Da han endelig låste sig ind ad døren derhjemme, mærkede han kroppen give slip, som om benene næsten kollapsede under ham.
 
Hjemme.
 
Endelig ro.
 
Men i entréen stod hans mor allerede klar.
 
“Hvordan er din dag gået?”
 
“Hvordan gik undervisningen?”
 
“Hvad vil du have til aftensmad?”
 
“Hvordan har du det?”
 
“Fin.”
 
“Godt.”
 
“Pasta.”
 
“Træt.”
 
Svarene kom hurtigt og direkte. Hvorefter han forsvandt op på sit værelse bag nedrullede gardiner.
 
Moderen stod tilbage med alle sine gode intentioner foran den lukkede dør, med en følelse af afmagt og uden at vide, hvad hun skulle stille op.
 
Først efter en indsigt i sønnens sansesystem ændrede det sig.
 
Moderen lærte, at når sønnen kom hjem efter en en lang dag, så var det med et nervesystem, der havde været på overarbejde i timevis.
 
Først når han kom hjem og følte sig tryg, begyndte systemet at slippe spændingen.
 
Det, der manglede, var plads til at lande.
 
Ikke flere spørgsmål, men en blød landing.
 
Lov til at komme stille ind ad døren. Skifte til det bløde hjemmetøj. Trække gardinerne for og dæmpe lyset, lukke verden ude. Ligge sig under tyngdedynen med katten på maven og en velkendt serie, indtil kroppen fandt ro og regulering.
 
Først derefter var der plads til samtale.
 
Da moderen begyndte at give ham den plads, ændrede deres relation sig.
Efter en pause kom sønnen ofte selv ned i stuen igen og begyndte at fortælle.
Kontakten mellem dem blev lettere.
 
Denne situation er genkendelig i mange hjem med neurodivergente unge.
Og her er det vigtigt  at vide, at kommunikation også handler om sensorisk kapacitet, så det ikke fejltolkes, som manglende interesse, afstand eller uhøflighed.
For mange neurodivergente mennesker er en samtale en samlet bearbejdning af tonefald, ansigtsudtryk, kropssprog, baggrundsstøj, sociale signaler og følelsesmæssig stemning.
Med andre ord, så kan en samtale være meget sensorisk krævende.
Og når dagen allerede har fyldt systemet med indtryk, bliver selv enkle spørgsmål en ekstra belastning.
 
I de øjeblikke bliver korte og direkte svar en måde at skabe luft på.
En måde at reducere kompleksitet på, indtil krop og nervesystem igen kan være med.
 
Samtalen kan først få plads, når kroppen har fået lov til at lande.
 
Når vi forstår det, ændrer perspektivet sig. Og man forstår, at direkte kommunikation ikke er et udtryk for afstandstagen, men derimod kan være en måde at bevare kontakt i et system på overarbejde.
 
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvorfor svaret bliver kort, men hvad der skal til for at reducere sanseoverload og skabe plads til regulering, så kroppen igen kan finde overskud nok til kontakt.
 

I nogle familier blev neurodivergens aldrig genkendt, men kaldt noget forskelligt fra generation til generation…

Man sagde:

At oldefar havde ufravigelige rutiner, at man kunne stille uret efter hans færden, men forandring var svær.

At oldemor levede med angst og pillemisbrug, men også havde en malerisk fantasi og eventyrlyst.

At mormor aldrig kunne sidde stille og ofte gik rastløs omkring og redte frynserne på de ægte tæpper, med en kærlighed så stor, at den blev til bekymringer for alle dem, hun elskede og holdt af.

At morfar var en opfinder som Georg Gearløs og lappede ting og hjerter sammen med gaffa-tape, men med en energi og en hjerne, der sommetider løb løbsk.

At farbror var lun, kærlig og humoristisk, men ofte var syg og overvældet.

At kusinen var kreativ og intelligent og kunne fremtrylle sanselig kunst, men ofte følte et behov for at trække sig fra verden og fordybe sig alene.

At moderen var emotionel intelligent, at hun var en handlekraftig problemknuser, men i det skjulte brugte enorme mængder energi på at holde sammen på både sig selv og alle andre bag facaden.

At sønnen var højt begavet med evnen til at udtænke finurlige løsninger på komplekse problemer, men samtidig kom til at stille for høje krav til sig selv.

Man kaldte datteren empatisk, kunstnerisk, sensitiv, dramatisk og overtænkende, indtil den dag, man opdagede, at det handlede om noget andet.

At hendes neurotype var anderledes, og at hendes sanser registrerede verden med stor intensivitet.

Og hun fik en diagnose.

Et sted midt i alle de historier var der i generationer opbygget en grundfortælling, der nu blev brudt:

“Vi har ikke svært ved livet i den her familie. Vi skal bare tage os mere sammen.”

Noget af det mest rørende, jeg bevidner som fagperson, er at se et menneske opdage, at det, de har båret rundt på som skam hele livet, måske handlede om noget ganske andet…

En anderledes neurotype.

En anden måde at sanse, mærke og navigere i verden på.

Som pludselig giver en forklaring og et sprog for noget, der tidligere bare føltes som forkerthed. ”Og sådan er vi bare i vores familie…”

Men neurodivergens ser ikke altid ud, som folk forventer…

Nogle gange ligner det høj intelligens, kreativitet, særlig sensitivitet, en høj retfærdighedssans, intens empati og en evne til at tænke hurtigt i kaos og mærke verden dybt.

Men under overfladen kan der ligge noget dybere, som familien aldrig rigtig fik sprog for:

Overbelastning.

Maskering.

Tankemylder.

Sensorisk uro.

Mental udmattelse.

Generation efter generation får mønstrene en anden forklaring.

Fordi familier gør det bedste, de kan, med det sprog og den forståelse, de har adgang til.

Og barnet, der bliver identificeret først, bliver derfor ofte også det menneske, der bliver fanebærer for hele familiens historie.

Først der begynder fortællingerne at hænge sammen.

Årsagen til, at nogen altid trak sig fra familiefester, andre smeltede sammen under pres, at nogen havde brug for kontrol for at føle ro.

Og andre virkede “for følsomme” i en verden, der hele tiden føltes for intens…

Langsomt ændrer familiefortællingen karakter fra:

“Hvad er der galt med dig?”

til:

“Vent… har du også altid haft det sådan?”

Når det usynlige får et sprog, falder en hel families historie på plads…

 

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel

Sanseprofiler spiller en betydelig rolle for trivsel – både i privatlivet og på arbejdspladsen. For mennesker med neurodivergens som ADHD og autisme bliver forskellene i sansebearbejdning ofte endnu tydeligere, fordi nervesystemet kan reagere hurtigere, stærkere eller mere vedholdende på indtryk.

Nedenfor finder du en kort forklaring på de fire forskellige sanseprofiler samt konkrete hverdags-eksempler på, hvordan de kan komme til udtryk hos både neurotypiske og neurodivergente medarbejdere.

1. Søgeren

Kendetegn: Har brug for mange eller stærke sanseindtryk for at føle sig godt tilpas. Elsker energi, bevægelse, farver og stimuli og er opsøgende på sanseinput. Har en høj tærskel for indtryk.

Hverdagseksempler:

  • Sætter musik på, mens de arbejder for at holde koncentrationen og energien oppe.
  • Kan have behov for fysisk aktivitet i pauser, fx at gå rundt eller lave små bevægelsesøvelser.
  • Opsøger ofte kreative udfordringer og nye projekter, fordi det giver mental stimulation.
  • Hos neurodivergente (fx ADHD) kan behovet for intens stimulation være endnu stærkere og mere konstant.

2. Sensoren

Kendetegn: Har et nervesystem, der opfatter indtryk kraftigere end gennemsnittet. Reagerer hurtigt på lyd, lys, lugt, berøring eller sociale stimuli. Opdager ofte behovet for regulering på bagkant.

Hverdagseksempler:

  • Kan blive overvældet af baggrundsstøj, fx printere, telefoner eller mange samtaler samtidig.
  • Lys, der er for kraftigt eller flimrende, kan give hovedpine eller træthed.
  • Kraftige lugte fra kantinen eller parfume hos kollegaer kan føles ubehagelige og distraherende.
  • Hos neurodivergente (fx autisme) kan disse sensoriske stimuli føre til hurtig overbelastning, som kan udløse behov for pause eller tilbagetrækning.

3. Fravælgeren

Kendetegn: Bliver hurtigt mættet af sanseindtryk og trækker sig – fysisk eller mentalt – når der sker meget på én gang.

Hverdagseksempler:

  • Undgår åbne kontorområder med mange mennesker og konstant aktivitet.
  • Kan foretrække telefon- eller videomøder frem for store møder for at minimere sensorisk belastning.
  • Trækker sig fra sociale situationer, hvis der er for meget larm, lys eller bevægelse.
  • Hos neurodivergente kan denne profil være mere markant, og fravælgeren har ofte brug for planlagte pauser og stille arbejdsområder.

4. Tilskueren

Kendetegn: Registrerer ikke sanseindtryk særlig kraftigt og bliver sjældent hverken over- eller understimuleret.

Hverdagseksempler:

  • Kan sidde midt i et travlt kontor uden at blive påvirket af baggrundsstøj.
  • Observerer detaljer i omgivelserne, men reagerer ikke nødvendigvis straks på ændringer.
  • Tager ofte ting i sit eget tempo og behøver mindre tilpasning af omgivelserne.

Afsluttende note

Sanseprofiler ses hos alle mennesker, men de spiller ofte en endnu mere fremtrædende rolle hos mennesker med neurodivergens, især ADHD og autisme. Her kan sanseindtryk opleves enten langt stærkere, langt svagere eller mere kaotiske, hvilket gør bevidsthed om sanseprofiler til et vigtigt redskab i både samarbejde, trivsel og ledelse.

Læs også indlæg om sansetrivsel i virksomheden her:
https://charlottehyldgaard.dk/sansetrivsel-i-virksomheden/

 

 

 

Hun troede egentlig, det ville blive lettere med årene.

Ikke ubesværet, selvfølgelig. Det havde hun aldrig turdet håbe på. Men bare lidt mere overskueligt. Hun var mor til to skønne børn, som begge var neurodivergente.

Hun havde elsket, støttet og kæmpet for dem, siden de var små. Først med en fornemmelse af, at noget var anderledes, siden for at få en udredning og en diagnose. Hun havde navigeret igennem systemet, lært alt, hvad der var at vide om neurodivergens og kæmpet kampe, der ikke burde have været hendes.

Hun havde mærket børnenes uro og mistrivsel længe før, før de selv kunne sætte ord på den.

Men dengang var der i det mindste en rytme. Institutionslivet, hverdagslogistikken, andre voksne omkring dem. Hendes rolle var tydelig. Slidsom, men håndgribelig.

Men nu, hvor de er blevet teenagere, var det, som om alt var blevet endnu mere komplekst og svært at håndtere.

Børnene fik ikke længere så mange nedsmeltninger over en larmende støvsuger eller et brud på en rytme.
Nu var det det sociale, der fyldte.
Og en skole, som ikke forstod, at de ikke var dovne og på tværs. Der var sygemeldinger, ufrivilligt fravær.
Unge fællesskaber, som kræver maskering og koder, de ikke kan knække.
Og følelsen af at være forkert, hele tiden. Og oveni dette kom de tilstødende diagnoser: selvskade, depression, ocd, spiseforstyrrelse.

Hun forsøgte stadig at være deres trygge base. Men nu var det, som om de ikke længere ville have hendes hjælp. Ikke åbent i hvert fald. De afviste, blev vrede, trak sig. Og alligevel brugte de hende hele tiden. Som lynafleder. Som livline. Som konstant tilgængelig nødplan. Lånte hendes nervesystem at regulere sig på.

Nu sad hun der i stolen foran mig, og var træt. Helt ind i knoglerne, i sit inderste.

Ja, hun kendte alle strategierne, havde læst bøgerne, været på kurserne.
Men intet af det beskyttede jo mod det daglige slid af at ville støtte og ikke blive lukket ind.
At være limen i noget, der hele tiden var ved at gå i opløsning.

Og ingen spurgte længere, hvordan hun havde det. Kun til børnenes alder, og hun kunne mærke, at de tænkte, nu må de vel snart kunne klare sig uden støtte.

Men sandheden var, at det bare blev sværere. Og hun var hudløs, udmattet og stresset.

Denne fortælling er skrevet til de trætte mødre, der sidder foran mig til støttende samtaler. For det er deres fælles historie, jeg forsøger at give stemme. Og måske genkender du den.

Hvis du gør, så vid, at jeg ser dig. At jeg genkender.

Og at jeg ved, hvor svært det er, og hvor lidt overskud der ofte er til dig selv.

Her får du alligevel tre små kærlige råd, du måske kan gribe til for at regulere dit eget nervesystem en smule:

Tre selvkærlige råd til et overbelastet nervesystem:

1. Find et anker i din vejrtrækning
Læg en hånd på maven og træk vejret dybt ind gennem næsen, mens du tæller til tre. Pust ud gennem munden, mens du tæller til fire. Bare et par minutter kan gøre en forskel.

2. Skab en lille sansestund for dig selv
En kop te i stilhed. En gåtur alene. God musik i høretelefonerne. En samtale med en, du stoler på. Det vigtigste er ikke, hvad du gør, men at du gør det for for at nære dig selv.

3. Tal venligt til dig selv
Når tanken kommer: “Hvorfor kan jeg ikke mere?”
Så svar den indre stemme med omsorg: “Fordi jeg har båret så meget i så lang tid. Og det er okay.”

Du må gerne være træt.
Du må gerne føle dig udmattet.
Og du må godt tage dig af dig selv, uden at det betyder, at du giver op på dine børn.

Det er ikke egoisme. Det er nødvendighed. For at du ikke knækker.

Du gør det godt.

Kærlige hilsner

Charlotte

Ergoterapeut og Autismementor

“Du er alvorlig”, sagde min ven, da han hørte min stemme i telefonen.

Jeg lyttede til min egen tone og bekræftede hans observation.

Det havde været en alvorstung dag, og jeg var træt, så den var god nok.

Alligevel var det nyt.
Hvilket jeg først så i hans spejl.

Det nye var ikke, at livet kunne være alvorligt, men at jeg i samtalen ikke forsøgte at justere mit tonefald per automatik.

Jeg var bare med det, som nu engang var, uden maske. Uden kunstig latter og en tone til lejligheden.

Og netop det var af nyere dato, for tidligere i mit liv har jeg brugt kræfter på at kamuflere og tilpasse mig.

Og det har helt konkret fx vist sig ved et ændret tonefald og en tilsat energi til en samtale.

Nu øver jeg mig på bare at være – mig.

Undervejs i vores dybe og meningsfulde samtale vendte mit humør, og min latter boblede frem.
Den de fleste kender mig på.
Og som bestemt også er en ægte ingrediens af den, jeg er.

Men som netop får plads, når den ikke kunstigt fremtvinges, og jeg giver plads til det, der nu engang er.

For svære tanker, følelser og kropsfornemmelser må gerne være der…

De kommer kun til at fylde mere, og dominere, hvis vi kæmper med at få dem væk og forsøger at skjule dem. 🥰

Hvilket altid er noget af det første, jeg lærer mine klienter med angst.

Kender du til det?
At forsøge at holde det svære nede?
At bære en maske?

Og øver du dig også på at lægge den?

Har du brug for hjælp, så er jeg her, med både alvor og latter… for dig, som er træt af at forsøge at være en anden… ❤️

Kærligst

Charlotte

Ergoterapeut og Metakognitiv coach med speciale i sansning, overtænkning og neurodivergens

Charlottehyldgaard.dk

 

Vil du låne mit nervesystem? – Værdien af samregulering

Udtrykket at låne sit nervesystem ud, stødte jeg første gang på via min specialiseringsuddannelse i autisme hos Molis.

Det er blevet meget populært at snakke om evnen til selvregulering.
Især at unge og børn skal lære at kunne regulere egne følelser.

Og det er bestemt også vigtigt at lære, det man glemmer i den sammenhæng er blot, at evnen til at selvregulere afhænger, dels af hjernens modning og dels af hvor meget uro, der er i nervesystemet i den konkrete situation.

Vidste du, at unges frontallapper i hjernen først er færdigmodnet i starten af
20´erne?
Den del af hjernen, som guider adfærd, konsekvensberegner, impulshæmmer og opretholder følelsesmæssig stabilitet…

Derudover så ryger forbindelsen mellem hjernens over og underetage/ amygdala og frontallapper/følelser og fornuft i situationer, hvor der er en oplevelse af fare.
Med andre ord, så kan en hjerne uden god forbindelse mellem hjernens alarmcentral og fornuftsystem ikke selvregulere.

Du har måske prøvet det – forgæves at tale fornuft til et menneske, hvis nervesystem er alarmeret?
Fornuften preller typisk af.

Hos neurodivergente og hos mennesker med angst eller stress, vil nervesystemet neurologisk set være endnu mere på vagt, og derved vil det hurtigt komme i ubalance.

I de situationer kan det være hjælpsomt at låne et roligt nervesystem til samregulering i stedet for selvregulering.

Helt konkret kan det handle om bare at være roligt tilstede.
Uden at snakke for meget. Bare at sætte sig i rummet. Tilbyde sit nærvær.
Signalere ro.

Undlade for mange spørgsmål, for meget postyr. Og være bevidst om, at selv et kram kan være for meget for sansesystemet.

Med andre ord, kan du tilbyde at låne dit eget nervesystem ud.
Når roen er genetableret, kan der atter være “hul igennem” og plads til selvregulering.

Kærligst
Charlotte

Charlotte Hyldgaard
Metakognitiv coach
Charlottehyldgaard.dk

Nervesystemet, samregulering, autisme