Tag Archive for: Angst

“En fugl stoler ikke på den gren, den sidder på. Den stoler på sin evne til at flyve, hvis grenen knækker.”

Hun satte sig til rette i stolen foran mig, den unge pige, som jeg havde i metakognitiv terapi for præstationsangst. Jeg spurgte ind til, hvordan hendes eksamen var gået.

Hun brød ud i latter.
“Charlotte, kan du huske, du spurgte mig, hvordan jeg kunne vide, om jeg bekymrede mig om det rigtige for at udfordre min bekymringstendens?”

Jeg nikkede, og hun fortsatte:

“Om morgenen på eksamensdagen følte jeg faktisk, at jeg var godt forberedt. Jeg var taget hjemmefra i god tid, og da jeg sad i toget, tænkte jeg, at det nok skulle gå. Lige indtil det gik op for mig, at jeg havde glemt min taske med alle noterne og min pc derhjemme.

“Ej for pokker” svarede jeg med et smil, “og lige dét havde du ikke fået bekymret dig om?”

Hun grinede. “Nej, det havde jeg åbenbart misset på min lange liste af “hvad nu hvis” scenarier! Og ikke nok med det, jeg nåede hjem og retur i tid til min eksamen, men trak så et emne, jeg ikke troede var en del af pensum.”

Panikken i forberedelsesrummet havde været til at mærke, fortalte hun, men alligvel fik hun klaret sig igennem med et godt resultat og kunne nu sidde og grine af det ironiske i situationen.

For det var netop et levende eksempel på, at du ikke kan forudsige, hvad der sker. Og at du aldrig kan vide, om du bekymrer dig om det rigtige.
Så hvorfor så bekymre sig…

En fællesnævner for bekymringer er, at de ikke bidrager med noget konstruktivt, det er langt bedre at håndtere tingene, som de opstår.

Du må med andre ord stole på, at livet har dig, og at dine vinger bærer…

Hvornår har du sidst bekymret dig om noget, hvor det gik alligevel? 🥰

Kærlige sansehilsner

Charlotte Hyldgaard

Ergoterapeut & Metakognitiv Coach med speciale i sansetrivsel og tankero

Jeg sad på en café i byen med en ven.
Allerede lidt udfordret af turen derhen, af at finde vej med metroen, finde vores mødested og navigere rundt om mennesker…

Da jeg endelig satte mig, ville jeg bare gerne være til stede, nærværende, deltagende og lyttende.

Men sanseindtrykkene omkring mig, blev ved med at presse sig på. Lyden af klirrende bestik, mennesker der snakkede og grinede, larmende musik i højtalerne.

Jeg kunne mærke, at jeg kæmpede for at holde fokus i samtalen.
Tårerne stod lige bag øjnene. Min sansekop var ved at flyde over.

☕ Vi har alle en sansekop.

For nogle er koppen stor og rummelig, for andre er den mindre.
Hos mennesker med stor sansefølsomhed, fx autister, mennesker med stress, angst eller overbelastning, er koppen ofte lille.

Det betyder, at sansekoppen hurtigere fyldes op af indtryk.

Når koppen flyder over, kan vi reagere på forskellige måder:

Nogle mennesker vil blive kortluntede, angste, irritable, hidsige.
Andre vil blive trætte, udmattede, følelsesløse, tomme, måske opgivende.
Det kan variere fra menneske til menneske og fra situation til situation.

Alle reaktioner er helt normale. De fortæller os bare, at koppen er fuld.

🌱 Det smukke er, at vi kan lære at passe på vores kop. Og fange reaktionerne i opløbet.

Ved at blive bevidste om, hvad vi fylder i vores koppe.

Ved at opdage, hvilke indtryk der nærer – og hvilke der dræner.
Turde stå ved det, sige det højt og bede om en justering.

Og lave strategier og ritualer der hjælper os til at tømme koppen igen, inden den løber over.

Når vi lærer det, kan vi genvinde ro, balance og overskud.

Hvordan ser din sansekop ud i dag?
Og hvad kunne du fylde i den, som giver dig ro frem for overload?

Sanselige hilsner

Charlotte Hyldgaard
Ergoterapeut med speciale i sansetrivsel
Charlottehyldgaard.dk
mail@charlottehyldgaard.dk

Ps. Du er altid velkommen til at booke en gratis retningssamtale  og høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig til mere overskud og balance i din hverdag.

“Du er alvorlig”, sagde min ven, da han hørte min stemme i telefonen.

Jeg lyttede til min egen tone og bekræftede hans observation.

Det havde været en alvorstung dag, og jeg var træt, så den var god nok.

Alligevel var det nyt.
Hvilket jeg først så i hans spejl.

Det nye var ikke, at livet kunne være alvorligt, men at jeg i samtalen ikke forsøgte at justere mit tonefald per automatik.

Jeg var bare med det, som nu engang var, uden maske. Uden kunstig latter og en tone til lejligheden.

Og netop det var af nyere dato, for tidligere i mit liv har jeg brugt kræfter på at kamuflere og tilpasse mig.

Og det har helt konkret fx vist sig ved et ændret tonefald og en tilsat energi til en samtale.

Nu øver jeg mig på bare at være – mig.

Undervejs i vores dybe og meningsfulde samtale vendte mit humør, og min latter boblede frem.
Den de fleste kender mig på.
Og som bestemt også er en ægte ingrediens af den, jeg er.

Men som netop får plads, når den ikke kunstigt fremtvinges, og jeg giver plads til det, der nu engang er.

For svære tanker, følelser og kropsfornemmelser må gerne være der…

De kommer kun til at fylde mere, og dominere, hvis vi kæmper med at få dem væk og forsøger at skjule dem. 🥰

Hvilket altid er noget af det første, jeg lærer mine klienter med angst.

Kender du til det?
At forsøge at holde det svære nede?
At bære en maske?

Og øver du dig også på at lægge den?

Har du brug for hjælp, så er jeg her, med både alvor og latter… for dig, som er træt af at forsøge at være en anden… ❤️

Kærligst

Charlotte

Ergoterapeut og Metakognitiv coach med speciale i sansning, overtænkning og neurodivergens

Charlottehyldgaard.dk

 

Det her er ret vigtigt at forstå 🥰

For tiden er der meget fokus på at skabe ro i kroppen gennem regulering af nervesystemet.

Men vi skal huske på, at vores kroppe er levende!

Så når vi oplever at blive trigget, hvad enten det er gennem udefra kommende hændelser, eller gennem, at vi selv kommer til at overtænke situationer og derved sætte ekstra blus på nervesystemet, så VIL vores kroppe larme.

Vores amygdala vil ringe 112, og frigive stresshormonet adrenalin. Og det kan medføre kropsligt ubehag, som fx hjertebanken, sitren, mavepine, svimmelhed, trykken for brystet osv.

Så hvad vil jeg sige med det?

At samtidig med, at vi arbejder med at regulere respons fra nervesystemet, så må vi TILLADE både negative tanker, følelser og kropsfornemmelser.

Et mål om aldrig at opleve ubehag eller have helt stille kroppe er urealistisk.

Og jo mere, vi forsøger at undgå ubehaget, jo mere kan det komme til at fylde.

Vi kan sætte gang i en spiral, hvor det kropslige ubehag, får os til at skrue op for selvmonitorering, frygt for kroppens reaktioner og overtænkning om farligheden heraf.

Men vores stressrespons har sikret vores overlevelse lige siden urtiden, hvor den hulemand, der var bedst til at opdage sabeltigre overlevede længst.

Adrenalin er altså lidt som en overhjælpsom ven, der sætter gang i en kropslig respons, som ville være nyttig i tilfælde af flugt fra en tiger, men er knapt så nyttig, når det er en imaginær trussel.

Balancen mod at finde indre ro er derfor at arbejde med BÅDE at slippe overtænkning, overdreven selvmonitorering og undertrykkelse af tanker, følelser og kropsfornemmelser.
OG samtidig at lære sig at skrue lidt ned for stressresponsen gennem regulering af dit nervesystem.

Livet er også her et både og. ❤️

I praksis i klinikken har vi derfor fokus på begge dele, at lære dig ikke at overtænke og herved forværre kroppens reaktioner OG at lære dig metoder til at regulere dit nervesystem gennem dine sanser.

Giver det mening? 🥰
Ellers er du altid velkommen til at ringe eller skrive, så jeg kan uddybe.

Kærligst

Charlotte

Ergoterapeut & Metakognitiv coach med fokus på sansetrivsel og tankero

#overtænkning #stress #nervesystemet

 

Vil du låne mit nervesystem? – Værdien af samregulering

Udtrykket at låne sit nervesystem ud, stødte jeg første gang på via min specialiseringsuddannelse i autisme hos Molis.

Det er blevet meget populært at snakke om evnen til selvregulering.
Især at unge og børn skal lære at kunne regulere egne følelser.

Og det er bestemt også vigtigt at lære, det man glemmer i den sammenhæng er blot, at evnen til at selvregulere afhænger, dels af hjernens modning og dels af hvor meget uro, der er i nervesystemet i den konkrete situation.

Vidste du, at unges frontallapper i hjernen først er færdigmodnet i starten af
20´erne?
Den del af hjernen, som guider adfærd, konsekvensberegner, impulshæmmer og opretholder følelsesmæssig stabilitet…

Derudover så ryger forbindelsen mellem hjernens over og underetage/ amygdala og frontallapper/følelser og fornuft i situationer, hvor der er en oplevelse af fare.
Med andre ord, så kan en hjerne uden god forbindelse mellem hjernens alarmcentral og fornuftsystem ikke selvregulere.

Du har måske prøvet det – forgæves at tale fornuft til et menneske, hvis nervesystem er alarmeret?
Fornuften preller typisk af.

Hos neurodivergente og hos mennesker med angst eller stress, vil nervesystemet neurologisk set være endnu mere på vagt, og derved vil det hurtigt komme i ubalance.

I de situationer kan det være hjælpsomt at låne et roligt nervesystem til samregulering i stedet for selvregulering.

Helt konkret kan det handle om bare at være roligt tilstede.
Uden at snakke for meget. Bare at sætte sig i rummet. Tilbyde sit nærvær.
Signalere ro.

Undlade for mange spørgsmål, for meget postyr. Og være bevidst om, at selv et kram kan være for meget for sansesystemet.

Med andre ord, kan du tilbyde at låne dit eget nervesystem ud.
Når roen er genetableret, kan der atter være “hul igennem” og plads til selvregulering.

Kærligst
Charlotte

Charlotte Hyldgaard
Metakognitiv coach
Charlottehyldgaard.dk

Nervesystemet, samregulering, autisme