, ,

Bruger du samme mentale strategi som kattekillingen Alfredo

Vi er plejefamilie for en lille kattekilling, som var holdt op med at spise efter en maveoperation.
Alfredo fejlede sådan set ikke noget mere, men det havde været så ubehageligt for ham at spise og havde medført ubehag og ondt i maven, at han var begyndt at undgå det.
På helt samme måde, kan du som menneske vælge en undgåelsesstrategi, hvis angst og bekymring får for meget greb om dig.
Du kan begynde at trække dig fra aktiviteter, som du oplever som ubehagelige og svære.
Du kan fx blive hjemme i stedet for at være social, undgå at køre bil, handle, studere eller tage på arbejde.
Fordi kroppen larmer med angstfyldte følelser, når du vover dig ud af hjemmet.
Efterhånden kan du risikere, at din aktionsradius bliver mindre og mindre.
Men desværre er det blot en ond cirkel, du sætter i gang, hvis du begynder at bruge undgåelsesstrategier.
Du fortæller din hjerne og dit nervesystem, at noget er farligt, og systemet kommer dig til undsætning med stresshormoner, for at gøre dig klar til kamp.
Super smart, hvis du rent faktisk skulle kæmpe med en sabeltiger, men når det er mentale tigere, der lurer, så skaber adrenalin blot en følelse af mere ubehag, uro og ondt i maven.
Hvad er så alternativet?
Alfredo er begyndt at spise igen, fordi vi langsomt har fået lært ham, at det ikke er farligt.
En mundfuld af gangen, mens han har siddet på mit skød.
Efterhånden glemmer han sine negative koblinger til spisning, og hans mentale og fysiske sår heler.
Skridt for skridt bliver han livsduelig igen.
Hjulpet af masser af kærlig støtte og små puf.
Måske genkender du undgåelsesadfærden fra dig selv?
Måske har du områder i livet, hvor du godt kunne tænke dig at være mere modig?
I så fald vil første skridt være at opdage det og næste at begynde at tage handling, til trods for, at kroppen og frygten larmer i dig.
Jeg støtter dig gerne på vejen. 😻
Kærligst
Charlotte (og Alfredo)
+4521435134
info@mentorskab.dk