Er du også sensorisk følsom?
Må du være den, du er?
Jeg blev kaldt en del, da jeg var ung.
Sart, overfølsom, sensitiv, hysterisk, sær, mærkelig, forkert, anderledes…
Nogle af ordene af andre, mange i min egen indre dialog.
Men fællesnævneren har været en følelse af ikke helt at “passe ind”.
Den verden, som andre åbenlyst havde det fint i, var for mig ofte “alt for meget.”
I folkeskolen kunne jeg ikke helt finde ud af de sociale spilleregler.
Jeg havde en enkelt meget nær veninde.
Min fritid brugte jeg ofte i naturen sammen med hest, hund eller med et kamera over nakken.
Jeg gik til fotolære med nørderne, og til blomsterbinding med pensionisterne.
I gymnasiet fandt jeg en spirituel kæreste, som jeg førte dybe samtaler med, mens mine klassekammerater festede.
Først i dag ser jeg klart, hvordan mønstret med at skille sig ud og søge væk fra sociale krav og overstimulation faktisk altid har været tilstede. Og opdager, at det er kædet sammen med min sensoriske profil, hvor jeg er sensorisk følsom.
Der har med andre ord aldrig været noget galt med mig- andet end at mit nerve og sansesystem har haft et finere filter.
Gør den viden en forskel? Ubevidst har jeg åbenbart altid navigeret efter mine sansepræferencer, men nu hvor jeg er bevidst om dem, kan jeg mærke, hvad det gør ved min selvforståelse.
Masken falder, og jeg tør stå ved, hvem jeg er.
Jeg opdager, at følsomheden har mange facetter. Den har ikke kun været til besvær, men betydet, at jeg virkelig sanser verdens smukhed, og kan nyde og opdage små detaljer, som andre måske overser.
Og den har gavnet mig i mit terapeutiske virke, ift. at sanse andre menneskers behov.
Så min negative indre dialog ebber ud og erstattes af en mildere røst og selvindsigt.
Helt den samme proces får jeg lov at bevidne hos de mennesker, jeg laver sanseprofiler på.
En ny selvforståelse åbenbarer sig. En indsigt i ikke at være forkert, men blot at have særlige behov for sansenæring for at trives.
Og jeg begejstres ved at få lov at være med på den rejse.
Kærligst
Charlotte
Ergoterapeut med fokus på sansetrivel og tankero